Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Randnoter til «Gerhard Mundte, En studie af Jens Thiis»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Aubert.
nye billedstil, som gjennem videre utvikling har ftaat en
mere almindelig og omfattende karakter. Og for sin hiustrus
vævstol og til glæde for hendes øine har han tegntet sine
første billedvævmønstre, de tre billedtæpper som dlirektor
Bøgh sikred sig for det «Vestlandske kunstindustrimuseum»,
før de ledende her paa Østlandet endnu hadde faat tøie for
Gerhard Munthes grundlæggende betydning.
Den omstændighet at de er noget nær unike, att de er
de eneste i offentligt eie, som er saa at si signert Gerhard
og Sigrun Munthe, gir dem et ganske særeget værd., Ikke
bare historisk. Men ogsaa teknisk, som de mest
mønstre for Gerhard Munthes tankegang i tæppevævstil.
Ti de er de eneste autentiske.
Værdien av dette begreb kan just i det foreliggende til
fælde illustreres ved et slaaende forhold: Det Nordenfjjeldske
kunstindustrimuseums vævskole, som under direktør Thiis1
ledelse har fremragende fortjeneste ved sit foregangrsværk,
har ogsaa paa sit repertoire «24 kjærringer». En prøve var
utstillet hos Blomquist i våar paa veien til St, Louis. Men
i dette tæppe fra Trondhjem fandtes ikke hvitt. Alt det
hvite, som har en saa væsentlig virkning i fru Miunthes
tæppe i Bergen, sammen med det straalende røde og g;rønne,
og med det sorte, til at skape en fest for øinene somi av et
tulipanbed i skinnende forsommerlys alt dette hvite er i
Trondhjem omsat til graat!
Dette besynderlige feilgrep maa øiensynlig føres ttilbake
til en litterær misforstaaelse av en ytring i Gerhard Miunthes
gamle breve til mig, de som er trykt i «Samtiden» for 1896,
av denne ytring: «Sjelden har jeg benyttet det .sorte
som absolut sort, og ikke det hvide som absolut hvidt. Det
maa til og med gjerne mødes i graat »
Fru Munthes tæppe i Bergen burde avværget baade mis
forstaaelsen og feilgrepet. Det er autentisk. Det gir klarere
end ord, som kan misopfattes, korrekt og sikker beskied om
Munthes farvefølelse.
I et avsnit om Munthes «koloristiske mission» tinder jeg
side 36 følgende linjer som vedkommer mig personlig:
«Munthe, som kjender mere til norsk bygdekunst end
de fleste, er . . kommet til det resultat, at der i Norge har
været en «farve-tradition», og at der lindes noget som med
rette kan kaldes et «norsk nationalt farvevalg».
502
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
