Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Yngvar Nielsen: I de danske skuespilleres dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I de danske skuespilleres dage.
I min erindring staar hendes venlige smil. Hun havde altid
et godt ord til os børn.
Sammen med Jørgensen og Wiehe stod som den tredje
i de betydende kunstneres række Nicolai Wolf, en fra de
to andre meget forskjellig personlighed. Wolf var oprindelig
engageret til teatret som sånger. Planerne om at grundlægge
en opera i Kristiania eller ialfald lade operaer hyppigere op
føre var allerede oppe ved begyndeisen af femtiaarene. Men
de blev ikke realiserede, og dermed gled ogsaa Wolf over til
talescenen.
Her havde han til en indledning meget at kjæmpe med.
Kun langsomt slog han igjennem. Men ved et energisk og
udholdende arbeide erobrede han sig en betydelig plads og
skabte en række af gedigne kunstpræstationer, der vidnede
om et ikke ganske almindeligt talent. I min erindring staar
dog hans teaterpersonlighed som en noksaa kold skikkelse.
I den henseende var han sine to før nævnte kolleger langt
underlegen. Men han blev ligefuldt respekteret for sit oftest
fint beregnede og altid korrekte spil. Han lagde meget ar
beide og meget studium i sin kunst.
Kort efter sin ankomst til Norge blev han forlovet og
senere gift med den unge norske skuespillerinde, jomfru
Lucie Johannesen, der paa scenen som udenfor denne
var en lige vidunderlig skikkelse. Madame Wolf— saa
hed ogsaa hun i de aar var som en aabenbaring af den
mest spillende kunstnernatur, der nogensinde har betraadt
en scene. Jeg har aldrig seet hendes mage. Hun var var
selet om, hvad der siden kunde skyde frem af norsk skue
spilkunst.
Det var engang jeg var vel fjorten eller femten aar
jeg saa hende spille og rive alle med sig. Da slog det mig,
at nu gjaldt det om at gribe dette bi Hede, som hun stod der i
alt sit sprudlende liv, og at fæste det i erindringen; at
saadant vilde jeg aldrig mere faa se, og jeg spurgte mig seiv:
«Er da al denne ynde og alt dette liv virkelig af denne ver
den?* Billedel er aldrig udvisket.
Hun var og blev det sprudlende naturgeni, der øste af
sit eget indre, rige væld, dog under sin mands instruktion.
Hun havde respekt for hans kunsttbrstand; hun bøiede sig
for ham og lærte af ham. Jeg tror, hun ikke ganske var
bleven den, hun var paa scenen, hvis hun ikke i sin egte-
543
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
