Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Yngvar Nielsen: I de danske skuespilleres dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Yngvar Nielsen.
i det hele og seiv været med som en af de livligste af den
ågerende ungdom.
Men hun havde i privatlivet endnu et andet rigt væld at
øse af til at frem kalde det vestenfjeldske liv, og dette var
sangens væld. Hun kunde viser! Viser og sange af alle
sorter! Som hun sang om «Rubakjen» og hans hund og
om mange andre emner! Der var ikke den vise, som har
været sunget i Bergen og paa Voss, uden at hun lod os faa
den, nåar hun i sit övergivne lune havde sat sig foran pia
noet og akkompagnerede sig seiv.
Selvfølgelig var hun den bergenske lokalpatriot, og der
med var hendes standpunkt givet overfor Stavanger, morte
pumpernes stad. En historie, som hun ofte serverede, var
den om ildebranden i.sidstnævnte by, da brandmester Feld
hus lod sine sprøiter spille paa et hus, der endnu ikke var
antændt, og saa publikum raabte: «Aa, kjære Dokker da,
Feldhus, aa sprøide paa det uskyldige huset!» Denne tanke,
at sprøitningen var en straf for de «skyldige» huse, morede
usigelig den humoristisk anlagte kunstnerinde.
Forøvrigt slåp hun sig gjerne mest løs, nåar Wolf ikke
var tilstede. Hun havde øiensynlig en følelse af, at han
fulgte hende med en vis ængstelse forlat hun ikke altid
kunde holde maade, og tanken herpaa lagde gjerne baand
paa hende. Her var han ogsaa paa den urette side, og det
kom igjen af, at han ikke helt havde lært at forståa den
vestenfjeldske folkenatur. Det var jo saa, at hun indimellem
kunde fare noksaa langt ud, kanske ikke saa sjelden et
lidet stykke over, hvad den i dette punkt mere skolerede
kjøbenhavner helst vilde have regnet for den rette streg.
Men hun eiede et sikkert instinkt, der hurtig førte hende i
havn og lod hende klare alle vanskeligheder, og hun kunde
stole paa de omgivelser, i hvilke jeg saa hende, omgiveiser,
der aldrig misforstod hende, og som skattede hende høit til
tak for det liv, hun altid bragte med sig.
Senere var der mange aar, i hvilke jeg kun saa lidet til
Lucie Wolf i det private liv. Men da hun blev gammel og
vilde skrive sine erindringer, søgte hun mig, og vi havde om
den sag mange overlægninger. Hun følte sig paany som
debutantinden og havde endnu ikke rigtig faaet greb paa,
hvorledes kun skulde tåge den nye opgave. Jeg raadede
hende til at skrive ned sine minder, som de faldt hende ind,
546
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
