Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Den første januar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE JANUAR.
Stjerner tindrede over stjerner. Et straalende, broget felt af
blinkende sølvspidser med urolig glans og skiftende tar
ver. Enkelte som smaa, rødgyldne flammer og andre som
sterke, grønlig-blaffende lys. Men henne i vest dvælede endnu
det sidste, blege skimt af dagen.
Jeg vovede ikke at stirre ind i denne stjernepragt. Jeg
frygtede for det, der skulde ske. Og alligevel maatte jeg
gysende stjæle mig til at se op mod den uundgaaelige rædsel.
For første gang sprang disse stjerner frem som vældige ver
dener, der truede min eksistens. Hver med sit eget liv og
mening.
Under vore fødder knirkede sneen. Klang og knak hult
under de lange kjælkemeier. Tause gik vi hver for os
og stirrede ud i den kolde vinternat. Fulgte den
gamle egeallé, hvor vi hørte kvistene brække i den sterke frost.
Endnu for nogle min utter siden havde der hersket en
livlig munterhed. Vi var jo en hel familie af ungdom. Hei
var mørke, undersætsige mennesker. Blonde og høvding
slanke. Her var piger. Fulde af sorgløs latter og gale indfald.
Men nu havde en pludselig taushed sneget sig ind hos
denne livslystne flok. Ingen vidste hvorfor. Og ingen talte
heller noget derom. Det er øieblikke, da mennesket fryser
inde med sig seiv. Og denne ensomhedsfornemmelse for
planter sig fra individ til individ i flokken. Frosten og mørket
lister ind i ens sjæl af nordens lange vinternat. Det er dødens
ispust, der farer henover menneskene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
