Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Michelet: Striden om professorposten i teologi - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Striden om professorposten i teologi.
Reformationens store brud med den katolske kirke
havde religiøst sin kilde i den kristelige personligheds aan
delige behov: kirkens religiøse formynderskab, uklare kri
stendom og tvetydige moral gav ikke plads for den personlige
samvittigheds krav og den klarere, evangeliske trosbevidst
hed. Men reformationens aandelige udbytte blev ikke be
varet uskadt, end sige udfoldet videre i de følgende tider.
Den paafølgende, ortodoksiens, tid var i ikke ringe grad en
tilbagesynken i det middelalderlige standpunkt, idet teolo
gernes renlærige bibelfortolkning og statskirkens reskripter
traadte i stedet for pavekirken som den ufeilbare formynder.
Fra denne tid stammer den kløft mellem teologi og almin
delig videnskab, som vi endnu lider under. Nogen saadan
kløft eksisterede endnu ikke i middelalderen. Og reforma
tionens gjennembrud stod just i pagt med videnskabens
renaissance. Men idet den videnskabelige udvikling gik vi
dere fremad med stadig raskere skridt, medens ortodoksismens
teologi sank tilbage i scholastik, blev det teologiens eneste
redning at stænge sig af fra den «profane» videnskab. Og
af denne nødvendighed gjorde den hurtig et princip, en dyd.
Vi kan ikke her følge teologiens videre svingninger i den
følgende tid.
Fra midten af det förgångne hundredaar raadede i vort
fædreland en ny pietismens ortodoksi, som lige fra først af
viste sin ortodokse art ved sine hensynsløse forfølgelser mod
den fromme Wexels. Og efterhaanden som vækkelsens pie
tistiske fromhed kjølnede og stivnede, traadte dens ortodoksi
desto sterkere i forgrunden; det har vist sig vanligvis at gaa
saa i kirkens historie, at nåar vækkelsens indre varme svin
der, klamrer man sig desto ivrigere til dens ydre former.
Sytti- og Ottiaarene repræsenterer den nyere norske ortodoksis
blomstringstid; i ortodoksien afstængte dengang den norske
kristendom sig mod de sterke litterære og videnskabelige
impulser udenfra, som just i hin tid lagde det norske
aandsliv under sig og truede med at ville bortskylle kristen
dommen.
Det gik en tid: de gamle stængte sig inde, og ungdom
men vendte kristendommen ryggen indtil aarskuldene af
teologiske studerende var sunket ned til B—9,8—9, væsentlig bonde
gutter. Men reformationens kristendom kunde ikke dø. Det
591
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
