Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Michelet: Striden om professorposten i teologi - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S. Michelet.
som skiller mellem vor gamle ortodoksi og den nyere teologi.
Tvertimod føler de nyere sig just i kristentroen helt ett med
de gamle. Og seiv disse sidste fremfor alt de af dem,
som ifølge sin umiddelbarhed eller aandsoverlegenhed er
bedst istand til fordomsfrit at modtage umiddelbare udtryk
har erkjendelse af, at de hos de nyere møder den selv
samme kristendom, som udgjør deres eget livsindhold.
Forskjellen er væsentlig en ny maade at tænke paa, i over
ensstemmelse med nutidens videnskab og aandsliv: ikke scho
lastisk, men moderne, ikke byggende paa logiske deduk
tioner, men paa empiriske fakta, energisk kriticerende
sin egen erkjendelse istedetfor ,at indbilde sig med sine
tanker at kunne mestre alt, seiv det guddommelige. Men
følgen blir, at de gamle, der ikke tinder sine gamle teolo
giske slagord igjen, blir konfunderede og mistænksomme.
Thi seiv om fromheden kan synes dem at være den samme,
tinder de udtryksmaaden frammed. De mildest dømmende
tinder den « uklar»; de strengt ortodokse stempler den som
kjættersk. De milde anerkjender den overbevisningens ærlig
hed, hvormed de unge skyr at overtage slagordene, før de
eier de tilsvarande oplevelsens fakta. Og idet de beklager
de aandsfattige tider, ser de dog i denne ærlighed en for
jættelse om en sund, om end ikke høi og kraftig kristen
dom. De strenge ser i hvert slagord, som de savner, et
vidnesbyrd om, at selve den trosrealitet fornegtes, som ordet
har pegt paa; thi «hvorfor skulde han ellers ikke have brugt
det ratte, adækvate udtryk»? Og hvergang nogen saadan
«fornegtelse» møder dem, forudsætter de, at den vil gribe
altid videre om sig; at Guds gode aand trods alt skal séire,
synes for dem en fjerntliggende tanke. Fromheden, som
lindes hos denne skjæbnesvangre «övergångens» teologi, op
fatter de som det sidste gjenskin fra den tro, som den har
forladt.
Det skal med Guds hjælp vise sig, at begge, baade de
milde og de strenge, har uret. Ikke tidens aandelige fattig
dom, men den ortodokse retnings egen alderdom er grunden
til dens mørke syn paa tiden. Og ganske vist er tidens op
gave svær; det er flere slegtleds forsøm meiser i kristelig
tænkning, som skal indhentes. Men vi tror paa sandhedens
aands magt til at bevare i fristelserne og veilede til al
sandheden.
594
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
