Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giovanni Verga.
handler om kvindelige olivenhøstere ved en forpagtergaard i
Ætna-skraaningen, som kryber under tag for regnveiret og
holder maaltid; og i dette milieu plantes Nedda, hvis lemmer
er blit uformelige av slit og hvis træk er vansiret av savn,
med sin landsens, kærlighed, enkel og fyndig og skær og
sund. Hun blir med barn; men faren dør ved et ulykkes
tilfælde, før de kan giftes. Og barnet dør av savn; moren
knæler ved den lilles lig: «0 hil Eder, alle I som døde! Hil
dig hellige jomfru som tog dette lille væsen fra mig, saa det
ikke skulde lide ondt som jeg!» Et rystende billede av
siciliansk landsens liv og arbeider-kaar, malaria og elendig
dagløn! —Men den novelle har endnu lidet av den nye fases
særpræg. Skikkelserne ligger endnu under i kampen ; deres
ansigt har det samme hjælpeløst knugede udtryk som hos
bonden paa Bastien Lepage’s malerier. Og Verga skildrer
endnu.
Det nemlig, som i ytre og indre form særtegner den ny
fase i Verga’s udvikling, er kn ap hed. Han skildrer ikke
livet længer som det glir; men tegner i sprang. Og det er
i følgende novelle-samlinger dette særpræg tydeligst trær
frem: Vita dei Campi (1880), Novelle rusticane (1883), Dram
rni intimt (1884) og Vagabondaggio.
Da i novellen Cavalleria rusticana den bedragne ægte
mand, mulæseldriveren, har faat fuld besked, sidder den an
den, Turiddu, med sine venner paa osteriet paaskeaften.
Mulæseldriveren kommer ind:
«Har De nogen besked til mig, Alfio? sa han. Ingenting,
Turiddu. Det var bare en stund siden jeg hadde set Dem, og
jeg vilde gerne snakke med Dem lidt om den tingen De ved. —
Turiddu hadde straks budt ham sit glas vin, men Alfio skov det
fra sig med haanden. Da retted Turiddu sig og sa: Her er jeg,
Alfio! Mulseseldriveren la armene om hans hals: Vil De imor
gen møde op i fikenkrattet ved Canziria, saa kan vi snakkes ved
om den tingen. Vent mig paa storeveien ved soleglad, og saa
gaar vi sammen! Ved de ord veksled de undsigelses-kysset.
Turiddu klemte mulæseldriverens øre méllem tænderne, og paa
den maade gjorde han høitideligt løfte om ikke at svigte . . . .»
Paa denne enkle vis avtales tvekampen paa liv og død.
Eller man kan ta for sig den sjette novelle i Vagabon.
daggio Segno cVamore hvor ogsaa den forsmaaede og
621
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
