Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
den foretrukne slaas om kvinden : den samme stilfærdige
invit til kamp paa liv og død! det er som det gjaldt at
tømme et bæger vin sammen. Og hvor er ikke her skildrin
gen av duellen betegnende! Han dvæler ved forberedelserne;
man ser folk samle sig i osteri-gaarden, men han springer
over selve duellen ; man hører noget derinde, og saa gaar der
nogen ud lidt efter, en skamskaaret blir baaret forbi. Eller
den niende novelle i samme samling II belV Arrnando,
historien om barbersvenden, som har giftet sig og karnevals
dagen støder paa sin fordums veninde forklædt: samtalen og
saa hendes dolkestød den korte, ligegyldige avstand fra
ord til handling, knapt antydet, næsten henkastet! Verga’s
fremstilling er springende som en gammel middelaldersk
ballade.
Og sammen med denne stilistiske egenhed hører hans
store evne til at begynde en novelle, til at hensætte én
midt i handlingen. Jeg nævner f. eks. av Vagabondaggio den
fjerde novelle Festa dei morti eller Un processo, eller
av Drammi intimt den forfærdelige fra Nord-Italien som heder
Tentazione! en historie om en forbrydelses tilfældighed.
Jeg nævner her indholdet saa vidtløftig, fordi det tillige gir
Verga’s sjeldne blik for passionens første tilfældige spire:
tre unge mænd er en søndag paa landtur sammen for at
more sig uskyldig, spiller bocce, spiser paa et osteri, blir
forsinket, saa de ikke nåar sidste sporvogn og maa gaa til"
båge; og paa stien møder de en bondejente og faar det lystige
indfald at snakke til hende; hun er knibsk og svarer ikke;
de faar den kaate indskydelse at ærte hende, trække hende
i skørtet o. 1. Det ender med at de skænder hende, og efter
paa dræber de hende og graver hende ned for at udslette alt
spor. De tre staar tilslut forfærdede og stirrer paa hver
andre. Fortællingen begynder:
«Her skal dere høre hvordan det gik til. Det er gud
sens sandhed. De var tre sammen: Ambrogio, Carlo og Pigna
sadelmageren. Det var han som hadde halet dem ud, for at holde
leven sammen: La os ta til Vaprio med sporvognen ! og uden
at ha et skørt efter os! Det er sandt: de vilde more sig i
hellig fred ...»
Guy de Maupassant gør ikke indledningen lettere. Eller
lyt til indledningen i Lultima giornata av samlingen Per le vie:
622
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
