- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Femtende aargang. 1904 /
623

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Giovanni Verga.
«De reisende, som sad i de forreste vogne i toget til
Como, kendte lige efter Sesto et stød, og en gammel marchese,
som hadde været saa uheldig at dale ned mellem en ung mand
og en dame, av disse med svære hatter, spiled øinene og
rynked næsen. Herren hadde en pragtfuld pels, og av galantitet
vilde han dele den med sin yngre nabo, skønt det var langt ud
paa vaarkanten. De stredes netop om den og skulde komme til
enighed just som trænet hugged. Heldigvis var marchesen kendt
paa Monza-stationen, saa hun fik anvist egen kupé. Aften
aviserne fortalte: Idag i nærheden af Sesto fandt man liket av
en ukendt mand mellem jernbanesporene. Myndighederne anstiler
undersøgelse ...»
Saadan begynder fortællingen om en selvmorders raad
løse omflakken den sidste dag og om menneskers medfølelse.
Det kan nærme sig rutine. Og jeg tør selvfølgelig ikke
paastaa, at den sicilianske bondenovelie har fremelsket denne
egenhed ved Verga’s stil, saameget mer som den jo förekommer
hyppig i norditalienske noveller av ham ; den er muligens i
sit udspring kun en literær maner. Det tror jeg i hvert fald
er tilfældet med en anden egenhed hos Verga, dette at be
gynde fortællingen efter katastrofen, en egenhed som er
i slægt med den før nævnte, idet der til grund for begge i
virkeligheden ligger den samme art uro eller skynding; det
er en maner, som han hadde allerede i sine første romaner,
og som fra tid til anden dukker frem i de senere noveller
(f. eks. Guerra dl santi i Cavalleria rusticana). Det före
kommer mig at han ikke altid har været heldig i anvendel
sen av den maner. —
Men den livfulde knaphed tilhører den ny fase i Verga s
digtning. Man leter efter sidestykke til den i literaturen, men
tinder den ikke uden i vore gamle sagaer. Sagaknapheden
indfandt sig, nåar situationen blev for stærk og ord ganske
enkelt ikke strak til længer; saa sad de tause og klomset,
og ligesom stinne av lidenskab og vogted over sig at de ikke
sprak ud i ord, smidde tverre paa et økseskaft, med øinene
i gulvet. Hos Verga er ikke knapheden av den art ; en saa
dan udladelse i et situationsmættetøieblik er jo sydlændingens
fryd. Verga er naadd til knaphed ad en anden vei. Man
kan da tænke f. eks. paa sydlændingens livlige gestus, som
ved sin traditionsfæstnede klare betydning saa ofte erstatter
623

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:21:14 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1904/0631.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free