Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Ætnas fod, et av Italiens mest herjede —Plana dl Cataria.
Paa hans store, stivnede pupille begynder landsens liv at
speile sig, her hvor han er født og vokset op. Han ser at
tigfolks kaar, han ser disse avstumpede, udhungrede m3n
neskedyr, som sidder og tygger og tygger «tnasticando aia
gio adagio»; han ser sommerens tærende sol og heden og de
endeløse veies tørre støv, og de nøgne fødder som slæber sig
dødstrætte frem paa dem. Hvem glemmer færgestedet i Vaja
bondagglo I! Atter og atter vender han tilbage til denne hajb
løse natur, til denne «campagna oasta» med dens jordskelv
og oversvømmelser og epidemier og udsugende godseiere;og
hver gang er det dette han ser: hvordan der ødsles msd
menneskeliv! der gaar og der kommer, der gror og der
dør, ligesom i naturens rause husholdning! Stoffet klir
koldt for ham, stoffet blir marmor. Og hans stil blir s?lv
farvelagt marmor. Han slaar ikke ud med armene til reto
riske gestus, som de Amicis eller d’Annunzio; han lar
en forunderlig evne til at sidde stille og samle blink i øiet
fra det som rører sig paa alle kanter; efterpaa sidder han
ligesom for lukkede øienlaag og ordner blinkene og hører
mylret. Det er hans kunst; der ligger ogsaa mesterskabet,
nåar han tegner bevægelse, og da kan skildringen i al s il
hed hæve sig til en tung, vældig sørgemarsch, og alle
mennesker gaar efter den (f. eks. Agonia d’un villaggio i Va[d
bondaggio eller Quclli del coUra i samme samling).
Denne overgang i Verga’s fremstillings-maade, fra seuti
mental pathos til mandigt fynd, til knaphed, gir altsaa c-et
nødvendige indblik i hans psychologiske udvikling; det W,
som sogt, først og fremst en indre proces som her er fo]’e
gaat. Men selvfølgelig har ogsaa selve motivet her hat ind
fiydelse, idet bondefolks naturlige blyghed og skyhed, h\°r
det f. eks. gælder hjærteanliggender, av sig seiv har hindiet
langtækkeligt snak og paabudt ordknaphed.Allerede i Nedsa
møder vi det, i den fortryllende scene hvor han og hun sid
der og snakker sammen om aarveien o. 1. og egentlig skulle
snakke om kærlighed.
Men i sin fortale til Lamante di Gramigna (i Cavalleria
rusticana) siger Verga seiv om sit nye kunstsyn, henvendt il
en literær ven: «. . . Jeg vil fortælle det igen slik som j*g
har samlet det paa landeveiene, næsten med de samme enkle
og maleriske ord som de lever paa folkemunde . . .» Og hfn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
