Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giovanni Verga.
mener at en saadan «enkel menneskelig skæbne semplice
fato humano nok skal vække folk til eftertanke,» fordi der
ertaarerne og passionerne virkelighed. —Vi moderne, siger
hai, «vi gør om igen de gamles kunst, som vi forresten skylder
saimegen ærbødighed, paa vor egen maade, mere gaaende i
enkeltheder og mere intimt; vi ofrer gerne den effekt, som
i katastrofen, i det psychologiske resultat, som fortidens
store kunstnere skimted med næsten guddommelig intuition,
near vi bare isteden opnaar at fremstille den logiske, natur
nødvendige udvikling, som vistnok, nåar den saadan redu
€e’es, kommer mindre overraskende, mindre dramatisk, men
de*for ikke mindre mættet av skæbne ...» Og publikum
vil med tiden, mener han, naa saa langt i «videnskaben om
rmnneskehjærtet» la scienza del cuore at det vil forståa
av de hidsatte kendsgerninger i fatti divcrsi. Han
sijer tilsidst at han tror, «romanen, den fuldstændigste og
m;st menneskelige av al kunst, vil naa det fuldkomne da
n&r de enkelte deles sammenstøbning blir saa gennemført
attilblivelsens proces forblir et mysterium, ligesom selve de
menneskelige passioners udfoldelse er det,» og kunstnernes
hfand forblir absolut usynlig, saa romanen virker som den
hfr gjort sig seiv.
Som man ser, Verga betragter denne sin indre psycho
lonske udvikling blot som en forvandling av literær karakter
og fremfører en akademisk kunstteori som motiv; endog den
Zda’ske samtids stikord «document humain» spiller ind. Denne
fotale viser i mine øine hvor grundig en kunster kan ta feil
av sin indre sjæle-mekanisme. Han leverer seiv beviset imod
si{ i sin stil fra den nye periode; jeg har i andre förbindelser
fø nævnt det springende ved hans fremstilling: den dirrer
oger ikke mer objektiv fotograferen de end den middelalderske
balade er det. Saa nævner jeg nu endvidere den egenhed,
son netop karakteriserer stilen i hans sicilianske bonde
ncveller, gir den dens subjektive præg, dens passionernes
bdgende kraft, nemlig refrai net, de stemningsmættede sæt
niigers og vendingers ordrette gentagelse. Jeg henviser f. eks.
til La lupa (i Cav. rust.) eller til Festa dei morti (i Vagab.).
Mo ti ve r ne, som behandles i denne nye fase, har imid
letid i grunden ikke ændret sig. Det er de samme passioner
627
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
