Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giovanni Verga.
Vistnok udkom no. 2 av cyklusen Mastrodon Gesualdo
(1888) en kulturhistorisk roman fra første halvpart av 19.
aarh. Men dermed er det blit; jeg tror det har sin indre
grund. Verga’s skikkelser var i mellemtiden simpelthen be
gyndt at rette sig. Der er endog i al stilhed samfundstrods
tilstede; den pessimistiske overtitel passer ikke længer. Hans
personer staar ligesom ikke altid sammenfaldne og glor sløve
udenfor överklassens festlokale; der kommer en bestemt
følelse av livskaarenes uretfærdighed frem. Han taler endog
med.agtelse om bondens avstumpede væsen («maschera d’in
differenza orientale che é la dignitet del contadino siciliano»
i Jeli il pastore). Jeg nævner her ogsaa Rosso Malpelo
i Cav. rustic. -samlingen, dette sammensnørende billede av den
rødhaarede sandgraver-gut, i hvem mishandlingen skaber
trods; saa ufølsomhed og forhærdelse. Vil man ha et ufor
glemmeligt glytt ind til arbeiderlagenes farlige undergrund i
det italienske samfund, saa skal man læse den.
Det nye drag træder os tydeligst imøde i Verga’s behand
ling av siciliansk retsvæsen. Hvor er ikke satiren over dets
tilfældighed rammende og prægnant i La chiave d’oro (i
Drammi tnt.) ! Og i samklang med dette syn paa den
officielle retsfølelse stiller han frem for os samfundsløse ur
mennesker, som avgør sine tvistemaal ved egen haand, uden
at gaa rettens vei; jeg har i en anden forbindelse nævnt gæter
gutten Jeli, den monogame bondenatur som stikker ned sin
rival av overklassen, og i retten svarer naiv og forundret:
Har jeg ikke engang lov til at dræbe ham? Han tog jo
Mara fra mig! Eller jeg minner om Segno d’amore i Vagab.,
hvor hovedskikkelsen efter ugerningen siger: Nu er jeglige
sæl, om jeg saa skal paa slaveri! Ora vado in gallera con
tento. Jeg kunde nævne flere.
Men her ved disse billeder av sicilianernes samhold mod
politi og øvrighed, av rettens hævdelse ved egen haand
maffiVens folkelige udslag, er jeg, efter min mening, ved det
betydeligste fund, ved det pragtfuldeste som Verga har skabt:
ved Lu pa-ski k kei sen, en slags bondsk Medea-figur. La
lupa Ulvinden (i Cav. rustic.) begynder:
«Hun var høi, mager; hadde alligevel en fast og kraftig
barm, endda hun ikke var ung længer; var bleg av sig, som om
hun altid bar paa malaria; og i den blegheden slike to store øine,
og friske røde læber, som aad Jer ...»
629
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
