Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Dette er hendes ytre, det tørstige hun-dyr, som er midt
punktet i denne korte historie om kærlighedens sugende
naturmagt; hun kuer ham med sine øines magt; hun truer
tilsidst sin datter til at ægte ham bare for at faa ham bosat
i sit hus, og i hensynsløs, umættelig lidenskab holder hun
svigersønnen fast, indtil han i en slags ekstatisk fortvilelse
reiser sig en dag ude paa marken og hugger hende ned med
en øks. Den samme frastødende, uskønne kvindetype mø
der vi i // bell’ Armando (i Vagab.) historien om pigen
fra korsveien, som fremdeles voger at ha udvælgelsens sans
i kærlighed, og gør den gældende, idet hun stikker ned
ham som forlod hende og gifted sig. Det er det selvsamme
menneske som staar som vidne for retten i // processo, en
uhyggelig mordsag, hvor en gift mand i skinsyge er blit dræbt
av en ugift, som er den letfærdige kvindes Ven. Hun føres
ind, hun er en «donna di mondo» «en skabning uden
uden alder, næsten uden køn, høi, sort, mager, fortæret av
savnene og av lasten, som i grunden var den eneste som
fremdeles leved i hendes brændende øine. Man fik en for
nemmelse av modbydelighed bare ved at se hende ...» Det
er jo tegningen av Lupa-skikkelsen op igen, bare noget stær
kere. Men dette frastødende væsen optrær og svarer efter
haanden i retten, saa suveræn i sit logiske syn paa det liv
hun er kommet op i, saa vældig i sin frækhed og i sin
kynisme, at der blir noget overskyggende og stort ved hende,-
noget som en mythisk skikkelse fra en fjern sagnold: hun
er i sin passion simpelthen vild endnu, og skrevne samfunds
love har ligesom endnu ikke rørt ved hende. Hun har besat
ham, den skyldige, drabsmanden, som sidder bag jerngitteret
og bare svarer øvrigheden: ja jeg hadde varskudd ham, herr
præsident, saa det tilsidst er som to jætter som stamper
mod institutionerne og det officielle retsbegreb, sikre i sine
egne urgamle, uskrevne love.
Dette er Verga’s kunst: han overser det «modbydelige»,
han hører naturens røst hos de «stygge» i bonde-proletariatet;
det har været ham en ekstase at se disse av miseren knu
gede og vansirede kvinder fyldes av passion, se deres ryn
kede ansigter udglattes, høre hjærternes übændige slag. Der
kan bli spørsmaal om ikke disse i kraft av denne sansernes
rensende rus er større av omfang og i øieblikket mindre be
dærvet end Dostojewski’s Sonja-type. Mændene av bonde-
630
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
