Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Et opgjør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et opgjør.
trale figur og lederen i hele den naturalistiske kunst
bevægelse i vort land. Og nåar Werenskiold i almenhedens
øine staar som den geniale eventyrillustrator, som vor første
(d. e. ypperste) folkelivsskildrer, som vor første portrætmaler
og en meget fremragende landskabsmaler, saa er jo det bare
ret og skjel. Men seiv de største begavelser har vel sin be
grænsning, og endskjønt jeg godt kan se en dekorativ traad
i Werenskiolds kunstneriske livsverk, kan jeg ikke andet
end blive forundret, nåar man nu med vold og magt vil
presse netop ham op i første række ogsaa som dekorativ
kunstner. Som maler havde ialfald Krohg i gamle dage
mere af det dekorative element i sin kunst, for ikke at tale
om et dekorativt geni som Munch. Nu skal, synes det,
Munthe værsaagod give halve pladsen fra sig paa det deko
rative høisæde, som Andreas Aubert er sat til at vogte i
nors kunst. For nu er det Werenskiold som er «Snorre»-
tegneren par excellence. Aubert har været uden
rigs efter en autoritet, som kan dekretere det.
Jeg er en oprigtig beundrer af enkelte (og ganske mange)
af de Werenskioldske blade i «Snorre», baade som tegninger
i og for sig og som illustrationer til teksten 1. Men nåar jeg
er en tilhænger netop af Munthes dekorative og ornamentale
illustrationsprincip, skulde jeg saa kunne lade være at ønske,
at han havde faaet gjøre hele bogen ? Jeg vil gjerne ind
rømme, at mit udtryk om denne ting lidt haardhændt gaar
ud over de andre «Snorre»-tegnere, og jeg tager det gjerne
tilbage for Werenskiolds vedkommende. Men meningen staar
jeg ved. Jeg mener, en bog skal ikke være kaleidoskopisk
illustreret, allermindst en bog af saa udpræget karakter som
«Snorre». Og lige lidet som jeg vilde ønske at se Mun
thes ornamentale arabesker blande sig med Werenskiolds
klassiske naturalisme i eventyrbøgerne, lige stødende tinder
jeg, det er at se «Fjaalne, som falder i mjødkarret», og Nansen
portrætterne, for ikke at tale om Krohgs fortegnede lodser
og ledeløse dukkemænd, indimellem Munthes vignetter og
friser i «Snorre».
Naar jeg nævnte Egedius fremfor de andre som figur
tegnere, saa er det, fordi hans tegninger übestridelig gaar
1 Jeg vil nævne f. eks. det mandig faste «Kong Gry ting», det pompøse
«Svolderskibene» og det fortrinlige naturalistiske oplandslandskab med
<kong Olav, som rider til ting».
641
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
