Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N. Gjelsvik: Rigsakten som traktat - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N. Gjelsvik.
tindes det fornødne i professor Jellineks skrift «Die Lehre
von den Staatenverbindungen», hvortil jeg kan henvise. Er
det saaledes først paa det rene, at rigsakten er en traktat,
saa er det dermed ogsaa givet, at saavel Norge som Sverige
er selvstændige riger. Strengt teoretisk seet, var det derfor
unødvendigt at indtage i rigsakten en udtrykkelig bestem
melse om, at Norge skal være et selvstændigt rige. Praktisk
seet kan bestemmeisen være nyttig; og i teorien kan den
være til hjælp, forsaavidt den gjør det aldeles utvilsomt, at
rigsakten maa være en almindelig folkeretslig traktat; thi
var rigsakten ikke dette, saa kunde hverken Norge eller Sve
rige være selvstændige riger.
2 Da rigsakten er en almindelig mellemfolkelig aftale
mellem selvstændige riger, saa har Norge i sit forhold til
Sverige al ret, som det ikke ved rigsakten (eller anden over
enskomst) positivt har givet afkald paa. Og den ret, som
Sverige gjør krav paa for sig seiv, maadetogsaa tilstaa Norge,
med mindre rigsakten skulde hjemle noget andet. Dette gjæl
der baade med hensyn til det indre som det ydre styre.
Skal vi saaledes undersøge, orn Norge har ret til eget
udenrigsstyre, saa spørger vi ikke efter, om rigsakten eller
nogen anden unionel bestemmelse giver Norge denne ret.
Men vi spørger: Har Norge i rigsakten eller ved nogen an
den aftale med Sverige opgivet den ret til eget udenrigs
styre, som det havde, før nogen unionsaftale kom istand?
Og naar undersøgelsesgjenstanden blir denne, saa kommer
vi straks over i en helt anden juridisk gade end den, hvori
en flerhed af forfatterne paa den unionelle rets omraade
holder til.
Det er med andre ord ikke Norge, som med rigsakten
i haand skal vise, at det har ret til eget udenrigsstyre; nei,
det er den, der benegter denne ret, som paa grundlag af rigs
akten maa bevise, at Norge har opgivet retten. Og et sligt
bevis er det umuligt at føre. Dette har det været skrevet
saa meget om, at det er unødvendigt at gaa nærmere ind
derpaa ved denne anledning 1.
Det unionelle syn, som nu raader i Sverige, og det baade
1 I en artikelrække i «V. G.» i oklober og november 1897 og i en
anden artikelrække i samme blad i januar og februar 1898 har jeg nær
mere fortolket rigsakten paa delte punkt. Jfr. professor Morgenstiernes
modartikler i «Aftenposten* i oklober og november 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
