Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - David Soskice: Revolutionen i Rusland og dens aarsager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
David Soskice.
nok at berolige den indignation, den har fremkaldt, ved
gjennem interesserede mellemmænd at udsprede alle mulige
bagvaskelser om den russiske nations virkelige karakter. At
bekjæmpe saadanne officielle fordreielser og sigtelser er en
hver russisk fædrelandsvens pligt.
For at kunne forstaa den kamp for frihed, der føres
af de russiske revolutionære, og de midler, de benytter, maa
man først og fremst have en idé om de russiske grundlove.
Straffelovens art. 99 lyder som følger: «Ethvert forsøg
paa at styrte den herskende keiser fra tronen, at berøve ham
hans suveræne rettigheder eller at indskrænke disse
rettigheder straffes med døden.» Noten til denne ar
tikel forklarer, at i dette tilfælde betyder ordet «forsøg» ikke
alene et virkeligt forsøg, men ogsaa «hensigt at forsøge».
Den kode, som indeholder Ruslands grundlove, bærer den
indholdsrige titel: «Om de hellige rettigheder og privilegier
indeholdte i selvherskerens suveræne magt.» Og det mest
omhyggelige gjennemsyn af hele koden vil saavist heller ikke
bringe en eneste bemerkning for dagen om rettigheder for
nationen; der eksisterer kun «de hellige rettigheder og pri
vilegier indeholdte i selvherskerens suveræne magt». Saaledes
siger art. 1; «Keiseren over alle russer er en autokratisk og
uindskrænket monark. Lydighed mod keiserens suveræne
magt er paabudt af Gud seiv; ikke alene frygt, men samvit
tighed byder det.»
Den russiske nation har saaledes kun valget imellem at
finde sig i et evigt slaveri eller under livsfare at begynde
aaben modstand mod «de hellige rettigheder og privilegier
indeholdte i selvherskerens suveræne magt». Der er ingen
mellemvei. Hvor fredelige end de vendinger maatte være, i
hvilke der hentydes til muligheden af en repræsentativ for
fatning, og hvor milde end protesterne mod det skrækkelige
misbrug af selvherskerens rettigheder maatte være, saa er
følgerne af begge disse skridt lige skjæbnesvangre. Den fre
delige übevæbnede ansøgning til tsaren, frembaaren af loyale
arbeidere, fremkaldte den samme dræbende gjengjældelse,
som en bombe, kastet efter keiseren, vilde have gjort. Den
fredelige pilgrimsgang «ud blandt folket», företaget af de pro
gressive elementer blandt de dannede klasser i 1873—76, blev
forfulgt med lige saa übarmhjertige straffe som den terro
ristiske metode sidenefter. Jeg erindrer godt nok det frygte-
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
