Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: En forelæsning om kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg ser dette anderledes i et og alt:
En forelæsning om kunst.
senere, stedse oftere, træffer afbrudte stilarter og kunstret
ninger, blev de gamle kunstsyn udnyttede, før de blev afløste.
Dette forklarer for mig de lange kunstperioder og at
individet ikke dengang isolerer sig som nu. Naar vi synes,
at vi er sterkere individer og alsidigere, saa bør vi dog er
indre, at ogsaa vi har vort store einerlei (det som siden blir
skilt ud som avner). Og eftertiden vil sikkert ikke se alle
de gjennembrud og retninger, vi nu taler om, da de vil tabe
sig i den ensartethed, som karakteriserer og samler ogsaa
vor tid. Seet sammen med anden kunst er vor kunst
ikke bare naturalisme, men et bestemt syn paa naturalisme,
og med dette syn ser vor tid paa alting i kunst.
Ikke mindst paa oldtiden, eller det som ligger før natu
ralismen (før grækerne). Og vor kunsthistorie har derfor en
teori for kunstens begyndelse (et emne vi her maa pas
sere), som er meget ensidigt.
Alle kunsthistorikere (jeg ved ingen undtagelse) forud
sætter, at oldtiden vilde være naturalistisk i sin kunst. I
alle disse tusendcr af aar lader de saa oldtiden stræbe mod
dette maal. De indkasserer trolig ethvert fremskridt i na
turalisme, hver ny naturalistisk kunstværdi som ren ge
vinst. De studser ikke over nogen ting; naar assyrer og
ægypter lader sine figurer være saalegjængere, saa vidste
de det ikke bedre. Er armene tæt sluttet til legemet, saa
kunde de det ikke bedre. Kunsthistorikerne maa ikke se
værdierne her? Og de undrer sig ikke over, at grækerne
paa mindre end 200 aar gjennemløb naturalismen til den
største høide, den kanske nogensinde naar; den samme
naturalisme, som altsaa forgjæves var tilstræbt, i al fortid
og gjennem kulturer, som vi alle anerkjender, den ene større
end den anden.
Naturligvis er spørgsmaalet om kunstens begyndelse og
barndom ingen udyrket mark. Tvertimod har det netop nu
og af flere været meget indgaaende behandlet.
Naar kunsthistorikerne mener, at billedkunst selvfølge
lig (ifølge sit væsen) og altid maa stræbe mod naturlighed,
«thi den skylder øiet, naturiagttagelse sin hele eksistens»,
saa ser jeg her den første feiltagelse. Drager vi her den nær
meste parallel, saa skylder musiken øret og paa samme vis
naturiagttagelse sin eksistens, men den stræber ikke selv-
205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
