- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Sekstende aargang. 1905 /
206

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: En forelæsning om kunst

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Gerhard Munlhe.
følgelig, ikke ifølge sit væsen mod natur. Den bør det heller
ikke. Sagen er, at al kunst skylder sansning sit ophav
(natur ligger paa bunden i al kunst og i alle vore fore
stillinger). Det er at stille billedkunsten alene, naar der
kræves af den, eller menes om den, at den stræber mod
naturalisme ifølge sit væsen.
Der findes derimod aandelige evner, kræfter— «værdier»,
som kunsten baade arbeider med og stræber mod. Det er
disse, kunsten skylder sin eksistens, ligesom de er dens
virkefelt og maal. Ikke Qnhver kunstart sidder inde med
alle kunstværdier, men de forskjellige kunstarter (rausik,
arkitektur, billedkunst) har dan net sig omkring visse vær
dier, som kan arbeide sammen. I billedkunsten er atter
naturalismen en del (ikke den hele), og den eier sine spe
cielle evner og værdier. Vil man hen til billedkunstens
andre værdier, maa man forlade naturalismen. Naar f. eks.
den dekorative billedkunst vil virke med de dekorative vær
dier, det konstruktive, rytmen etc., kan den hverken være
eller tilstræbe naturalismen; thi disse egenskaber findes ikke
der, ikke heller ganske nærved, men først i en vis af
stand. De som lægger sin dekorative kunst ind imod na
turalismen, faar ikke fat i disse værdier.
Og det var sikkert netop disse egenskaber, oldtiden vilde
have i sin billedkunst; thi al kunst i oldtiden, ikke bare
billedkunst, men den ældste litteratur, er bunden, rytmisk.
(Vi har det samme i vor nordiske oldtid.)
Det forekommer mig, at kunsthistorien begaar en næste
feil paa dette omraade, naar den regner «hulefundene» for
kunst. Som bekjendt er fundene i Vezeredalen (og andet
steds) fra tertiærtiden det ældste, vi har af billedfremstilling.
Ridsede paa ben (horn) eller malet paa grottens vægge fore
stiller det den tids dyr (og mennesker). Navnlig er dyrene
af helt merkværdig naturlighed.
Egnene, hvor disse fund er gjort, har sikkert aldrig
været kulturcentrer. Der hvor disse maa tænkes at have
ligget, eller senere laa, er hidtil intet lignende fundet.
De kjendte tertiærfund er hidtil faa, og hvad vi med
vished kan sige, er, at der dan nede sig aldrig nogen kultur
af denne naturalisme. Den er aldrig blevet kulturkunst.
Men kunsthistorien siger: «Der kan vi se saaledes
begyndte kunsten» «den begyndte straks med at tilstræbe
206

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:22:22 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1905/0214.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free