Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjarne Eide: Vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjarne Eide.
Jeg blev fuld af uro og vandrelyst, og jeg klædte paa mig
og gik. Naar benene vandrer tilfældige veie, blir tanker og
længsler frie og flygter ud mod alt, som blot en eneste gang
har været, og alt det, som kanske aldrig engang skal blive.
Det fjerne og uendelige fylder ens sind, og sjælen blir mæt
paa al den vemod, som er i den flygtende tid.
Gaden var tom; sneen strakte sig i tyndt lag, saa langt
jeg kunde se, og under den var der glat is. Paa begge sider
stod trærne ganske stille og strakte sine sorte grene op mod
himlen, og myge, hvide snelinjer fulgte helt ud til de tyndeste
kviste. Luften var disig og grøn, og frostdampen steg op af
jorden. Men høiere oppe var himlen blaa, og der vandrede
endnu den blanke, sildige maane.
Naar sneen dækker alle ting med sin hvide fred, og
jorden sover under det lune teppe med drømmenes smil om
munden, da gjør naturens dybe taushed barnets sind lyd
hørt, og det merker det fjernes nærhed og føler alt det ukjendte
sterkere og nærmere end nogensinde.
Derfor har vinteren den største magt paa dem, som er
vokset op langt i nord, og hvis barndoms lange rødder hver
ken livets skiften eller tiders ugunst har formaaet at rive løs.
Den lokker den gamle stemning frem. Den vokser og
fanger det hele sind og bøier det tilbage mod livets rene,
hvide morgen.
Tankerne flyver som graagjæs hjem. Den saareste og
sterkeste skjærer luften, de andre følger paa rappe vingei\
De iler afsted mod kysten der vest og sænker sig ned bag
de lave fjelde.
Den samme sne paa den samme jord. Den samme fred
over haug og bakker. Men grave for liv og mænd for børn
og alting er borte, den rigdom jeg eiede.
Hvorfor vandrer tiden? Hvorfor sætter den sig ikke ned
og ser paa børnenes leg? Hvorfor vender den ikke tilbage
og samler op alle de skatte, den nys gik forbi, og glæder
sig inde i sin inderste sjæl over deres skinnende hvidhed og
renhed
Hvorfor er vi ikke atter smaa jeg og mine brødre og
mine søstre og alle vore smaa venner? Og stabber afsted i
212
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
