- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Sekstende aargang. 1905 /
213

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjarne Eide: Vinter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Vinter.
den høie sne og hopper i fanner og glider paa isen. Med
far og mor, som aldrig blir gamle, aldrig anderledes.
Dengang da havet var hav og jorden var jord— da alting
levede, og døden endnu ikke var kommen.
Istedetfor at drive som evige børn hjælpeiøst udover
tidens hav med øinene fæstet paa den ene plet, som svinder
bag bølgen.
Stans, tid! Jeg er tørst paa gamle minder og suiten
efter svunden glæde den eneste, den reneste. Staa stille,
saa at jeg kan tømme erindringens bæger til bunden og hvile
mig ud i förtidens fred.
Men tiden kan ikke stanse. Den haster afsted og gaar
aldrig udenom. Den driveros foran sig tvers igjennem livets
ve saa fort, at vi neppe kan se os tilbage. Og hvert et øie
bliks fattige lykke er som sterke kroge i vor sjæl, som holder
os igjen. Men tiden farer, og krogene risper lange blødende
længselssaar i sjælens kjød, og den bøier sig sammen i
savnets smerte.
Det begyndte at blæse en sur vind med fine hagl,
som smertede i ansigtet. Jeg havde gaaet hele den lange
vei forbi Gare Montparnasse og Invalidekirken og var kommen
helt ned til Seinen ved Passy. Dagens liv var begyndt. Ar
beiderne drog afsted i smaa flokke med sine vide fløiels
bukser og sine store hatte. Søvnige tjenere ruskede op og
ordnede udenfor alle de smaa kaféer. Omnibusserne slingrede
fra den ene rendesten til den anden, og hestene foran de
svære lastvogne kjæmpede og svømmede paa gadens is uden
at faa fæste med sine glatte sko.
Maanen hang som en bleg skygge over aaserne ved
Meudon, og i øst brændte solen sig gloende rød gjennem
dampen og taagen.
Bjarne Eide.
213

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:22:22 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1905/0221.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free