Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. E. Refsdal: Nationalteatret: Et tilbageblik og en appel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi maa verne om Nationalteatret!
Nationalteatret. Et tilbageblik og en appel.
«Paul Lange og Tora Parsberg», «Paa Storhove», «Over ævne»,
«Geografi og kærlighed», fra «Tante Ulrikke», «Kjærlighedens
tragedie», fra «Kjærlighed uden strømper», fra «Røverne»,
fra «Haabet» og fra en række andre kvelder, seiv om
man ikke altid har taget med sig hjem den noget spids
borgerlige fornemmelse, at man har bivaanet en mønster
forestilling.
Til det klassiske norske drama, hvor forpligtelserne er
størst til at bruge de bedste kræfter i størst mulig udstræk
ning, til at yde kunst, som kan blive forbilledlig for kom
mende tider, har teatret gaaet med en pietet og en arbeids
iver, som vækker beundring.
Nationalteatret er neppe at klandre, fordi det har taget
for lidet sigte paa mønsterforestill inger. Snarere omvendt,
fordi det i altfor liden udstrækning har ladet de unge faa
opgaver, —om der absolut skal klandres. Men saa længe
teatrets økonomi er übetrygget, maa denne klander væsentlig
rettes mod publikum, som lidet eier evnen til at glædes ved
talenters vekst, men som selvherlig vælger sig yndlinge
blandt scenens børn, som det kræver forevist i tide og utide.
Teatret har her gjort ofre paa idealets alter, som f. eks. da
det lod det bredeste publikums Hauk Aabel gaa tilbage til
sit rette hjem, sekondscenen.
Hvis ikke hver aftens billetindtægt maatte saa strengt
overvaages, saa burde og vilde vistnok teatret lade fiere af de
yngre kræfter jevnlig faa større opgaver at løse.
Nationalteatret er en kunstinstitution, som staar i orga
nisk forbindelse med den nationale kultur. Teatret maa faa
gjøre sin gjerning. Sygner det hen, eller tvinges det til at
slaa af paa kunstens hellige krav, da blir norsk national
kultur fattigere. Da har vi en ting mindre at nævne, naar
vi trænger at pege paa, hvad vi har frembragt, som kan sikre
os rang blandt kulturfolkene.
Det er uforsvarligt at prisgive dets eksistens økonomisk
og dermed dets evne til at løse sin opgave udelukkende til
det brede publikum, hvis kunstglæde og kunstforstand teatret
243
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
