Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Svenske seire, norske nederlag i unionspolitiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
omraade. De har hørt til det pyrrhiske slags allesammen.
Sverige har sat sin vilje og mening igjennem paa en maade,
som vel har kunnet kildre svensk nationalforfængelighed,
men som har virket stik imod svensk interesse, ialfald
i sine videre konsekvenser, ved at stænge veien for en gjen
nemførelse af, hvad der ifølge unionens til blivelse har været
og maattet være svensk unionspolitisk program.
Lad os t. eks. se hen til statholderfeiden. I den vandt
Sverige seir paa seir, over det norske kongedømme, over
den norske regjering, tilsidst endog over det norske stor
ting. Svensk indblanding i et norsk grundlovsspørgsmaal
gjennemførtes med glans. Svensk folkevilje tvang den
norske konge til at gaa fra sit til stortinget givne ord og
satte i gang en revision af unionsvilkaarene paa et for
Norge fornærmeligt grundlag. Og hvad blev saa det ende
lige udbytte af alle disse seire ? Dunk er siger i sin bog
«Om revision af foreningsakten»: «Overser vi under et
alle disse forhold og veier fordele og tab paa. begge sider,
saa skulde vi være meget tilbøielig til at tro, at det neder
lag, som Norge led i statholdersagen, har været ledsaget af
saamange heldige omstændigheder og har draget saamange
for Norge heldige følger efter sig, at man her med sandhed
turde kunne sige, at den vindende var den, som tabte, den
tabende den, som vandt.» Dette blev skrevet i 1866. Nogle
aar senere kunde det samme gjentages med endnu langt
bedre grund. Hvad Dunk er sigtede til, naar han i 1866
skrev, at den vindende havde tabt og den tabende vundet,
var, at der ved statholdersagen var bleven kastet lys over
«den kamp, som hidtil havde været ført i mørket», saa det
viste sig tydeligt og uimodsigeligt, at hvad Norge havde
kjæmpet og kjæmpede for, det var ikke forfængelig
hedens lapperier, som det saa ofte var bleven sagt ogsaa af
norske politikere, men «sin selvstændighed som suveræn
stat, sin myndighed i egne indre anliggender, som ikke kan
være virkelig uden fuld ydre uafhængighed». Denne fordel
var, mente han og udentvil med fuld føie, allerede i og for
sig saa stor, at den mer end opveiede de nederlag, som
Norge havde lidt. I de nærmest følgende aar brød nu den
indre norske forfatningskamp løs for alvor med den lange
række af seire, som blev vundet af venstrepartiet. Enhver
af disse seire var et slag rettet mod svensk unionsopfatning
264
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
