Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Kvinder i norsk historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halvdan Koht.
Men snart skulde det være forbi med hele den kvinde
lige ydmyghed. Der|kom kvinder, først nogle enkelte, siden
flere og flere, som krævede jevngod plads med mændene,
med en dristighed og en skarphed, som reiste kamp over
hele linjen. «Amtmandens døtre» fra 1855 var et sjæleskrig,
ikke bare fra den ene Camilla Collett, men fra et helt
kvindesamfund. Med skræmmende ærlighed kom her den
bitre anklage, at de bestaaende forhold, netop i de saakaldte
høiere samfundslag, herjede og ødelagde kvindernes lykke.
Fru Collett vilde kvindernes frigjørelse fra alt det, som hem
mede evnernes naturlige udfoldelse, som stod i veien for
et sundt følelsesliv, en udviklet intelligens og praktisk virk
somhed. Hun var den som gjorde kvindesagen til et bræn
dende spørgsmaal i vort land, og gjennem et langt liv førte
hun en utrættelig kamp for den.
Men «Amtmandens døtre» betød noget endda meget
mere for vort aandsliv end bare et kvindekrav. Det var i
virkeligheden den første realistiske roman i norsk bogavl.
Det er eiendommeligt nok, at det blev fru Collett, som skrev
den, hun som hørte hjemme i den mest afgjort æstetiske
kreds i vort land, og som seiv havde gjort opposition mod
den gryende realisme i Asbjørnsens huldresagn. Men det
gik med Camilla Collett, som det havde gaat med Berte Ka
nutte Aarflot, det som virkeligheden havde hvisket hende
i øret i de lange nætter, det kunde hun ikke tie med, og den
samfundsskildring, hun gav, blev derfor saa hensynsløst sand
færdig, at den vakte anstød, ja saa haardhændt realistisk, at
hun seiv syntes hun maatte mildne et og andet i de følgende
udgaver.
«Amtmandens døtre» var en ensom bog, den gang den
kom ud. Den var det første forsøg paa at forene digtning
og virkelighed, og derfor betegner den et gjennembrud i vor
literatur. Dermed er den ogsaa det første helt selvstændige
indskud af en norsk kvinde i vort aands- og samfundsliv, og
den har brudt veien for nye slegtled af kvinder, som har
rykket sterkere og sterkere frem til jevnbyrdigt stræv med
manden paa alle livets arbeidsmarker.
Jeg trænger ikke tale om den rigdom, vort folk, vor kul
tur har vundet, ved at kvinderne i de sidste femti aar har
faat være mere og mere med i arbeidet for den fælles frem
gang. De ved allesammen, hvorledes dør efter dør har aab-
348
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
