Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Kjær: Oscar Wilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oscar Wilde.
Det heder i «Dorian Gray», at «de eneste kunstnere, som
er personlig indtagende, det er de daarlige; gode kunstnere
giver alt til sin kunst, og følgelig er de seiv ganske uinteres
sante. En virkelig stor digter er den mest upoetiske skab
ning i verden, men de smaa digtere er ligefrem bedaarende.
Jo daarligere de rimer, jo mere maleriske ser de ud. Bare
det at en mand har skrevet en bog fuld af andenrangs
sonetter, gjør ham ganske uimodstaaelig».
Dette er utvilsomt i tusen tilfælde rigtigt. Har Oscar
Wilde været en Undtagelse? Formodentlig. Den høie gunst,
han personlig nød blandt det engelske aristokrati, og den
ringe energi, hvormed han forfulgte sine litterære seire, tyder
paa, at han gav sig hen som improvisator, strødde ud sine
skatte og var en ligesaa glimrende kausør som skribent.
I «Dorian Grays billede», en fantastisk roman, fortrinlig
oversat til dansk af Sten Drewsen, har vi hele Oscar Wilde
fra denne periode, artiste pour Vart, indtagende, udæskende,
malicieux, fordærvet ... og fremforalt straalende af det
overmod, som er den eneste undskyldning for at skabe noget
overflødigt ...
Bogens fabel, som er det rrdndst væsentlige, hvis man
opfatter den som rent kunstverk uden tendens, minder om
de symboliserende omkrivelser, som var yndet af de tyske
romantikere: Ligesom Peter Schlemihl mister sin skygge
og en af Hoffmanns helte sit speilbillede, har den unge
Dorian Gray, som nærer en lidenskabelig narcisforelskelse
i sin egen skjønhed, kjøbt sig en evindelig ungdom ved at
lempe alle de synlige følger af aarene og sit syndefulde liv
over paa sit portræt. Billedet ældes, han seiv bevarer sin
ungdom. Billedet blir hæsligt, han seiv bevarer sin skjøn
hed. Hans tanker .og gjerninger sætter. sine uudslettelige
og forræderske furer i det malte ansigt, mens hans eget
forblir glat. Billedet hovner og bulner af hans laster,
hans eget aasyn bevarer sit oprindelige præg af uskyld.
Billedet forestiller til enhver tid hans moralske personlighed,
det er hans løsrevne onde: samvittighed ...
Og han stiller portrættet hen og gjeramer det, netop som
man kunde ville gjem me en frygtelig anklager, og besøger det
ikke desto, mindre gang paa gang i gru og spænding, indtil
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
