Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem. En vinterfortælling - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster.
Det var et arbeidsomt liv, et intereseret liv, de førte, døtrene;
men den gamle kunde ikke sige, at hun syntes, det var et
hyggeligt liv. Hun syntes, hun kunde stelle "det saa hyggelig
til dem, som hun kunde, det var, som de slap hele gadens
travlhed og træk indover det hele, og der blev ikke en liden
lun krok at finde i hele huset.
Fru Juel syede, saa det durede; og der trak sig en dyb
fure ved mundvigerne, og det lille hvidhaarede hoved nikkede
betænkélig i takt med arbeidet.
Hvis hun rigtig kunde forstaa, hvorfor de arbeidede slig.
Men hun kunde ikke negte det for sig seiv, hun begyndte
at glide tilbage, fra dem, hun følte, hun blev mer og mer
fremmed for deres liv. Det kom vel af, at hun var bleven
gammel.
Hun rettede sig op i stolen og saa over mod billedet paa
væggen. Hun syntes, hun havde gjort alt, hvad der stod i
hendes magt for at følge med døtrene i deres forskjellige
arbeide, saa fuld af interesse, som hun var for dem alle
sammen. Men det var gaaet slig, at de havde faaet mere og
mere sig seiv imellem og det blev hende mere og mere
fjernt, eftersom arbeidet tog hele deres liv og al deres interesse.
Ingen kunde sige andet, end at de var baade gode og
hjælpsomme. Og overalt hørte hun deres ros og deres dyg
tighed prise, og de kom sig frem, som virkelig ikke mange
gjorde det. Hun sad seiv her gammel og duede ikke noget
synderlig, og de arbeidede og da for hende og naturligvis.
Otto den ældste var kommen saa tidlig ud; det var,
som han aldrig rigtig havde hørt til hjemmet. Og naar han
kom indom hende en sjelden gang, saa blev det som en
særlig udmerkelse, og da var det, som hun ikke kunde for
staa, at han nogensinde havde hørt til herhjemme mellem
alt det tøi og durende symaskiner.
Og ud var de kommen en efter en, Gina og Elise først.
Og djærve og dygtige var de blevne. Og nu tilslut Haldis,
forlovet som hun var gik hun ikke og strævede og kavede
med kontoret, og var saa interesseret for det og bare for det,
såa det imellem var, som om det satte sig tungt for brystet
paa en. Men det blev vel bedre, naar hun først blev gift.
Det havde i mange aar været Hans Vilhelm og hende,
der havde holdt sammen. Han var ikke som de andre; han
var stillere og havde al den hjemmekjærlighed, som var den
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
