- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Sekstende aargang. 1905 /
428

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem. En vinterfortælling - II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kristian Elster.
Hun gik hen og rullede gardinet ned. Det skarpe sol
lys skar hende saa i øinene.
Hun kjendte sig saa usigelig træt og ensom nu somme
tider. Det kom særlig nu mod vaaren, da alle var saa op
taget med sit, og hun gik herhjemme og ruslede i værelserne
og vidste knapt, hvad de stelte med.
For spørge nei, det gjorde hun ikke. Kunde ikke
de fortælle hende noget, saa vilde hun vist ikke spørge. Og
det var længe, længe, siden de havde fortalt noget.
Hun maatte mange gange undres over, om de gik saa
ensomme og sled, alle de andre mødrene, om det var noget,
som maatte komme, noget man maatte lære, naar man blev
gammel.
Det kunde være tider hun følte en brændende trang til
at tage dem ind til sig, som da de var smaa, og bede dem
blive hos hende og ikke forlade hende; men saa var de straks
alle saa søvnige eller havde saa meget at gjøre, eller saa
nyttet det ikke at forklare hende det, hun manglede forud
sætninger, og saa frøs ordene paa læberne, og hun blev
siddende stille og se og se.
Og det hun saa, det syntes hun ikke altid var, som det
skulde være.
Hvordan skulde det gaa med Haldis og Knut? Med
hele sin sjæl higede han mod kjærlighéd og ømhed og mødte
krav paa forstaaelse og fælles interesser og alt dette hende
saa fremmede, som de nu forsikrede var saa nødvendigt i
livet. Ja, Herregud, det var det saa vist, men at Haldis
kunde gaa og tænke paa det nu.
De var blevet saa store børnene nu, at de fik stelle sig
seiv. Kunde hun nu bare faa beholde Hans Vilhelm. Men nu
skulde han og ud. Ikke jen tanke paa, at han nu kunde trænge
at leve sin ungdom. Det gjorde hende hjertesyg at se paa.
Men hun raadede ikke med de ældste døtrene, Gina og
Elise, og de vilde det. Det havde de gjort, og det skulde
Hans Vilhelm og gjøre.
Og saa blev hun siddende igjen saa helt ensom. Hun
havde aldrig havt kræfter til at staa imod alt det, som var
sterkt og mægtigt, og nu var hun jo gammel, det fik gaa
sin gang.
Hun tog fat paa tøiet forsigtig og sagtmodig. Det sved
i ryggen, og det brændte i panden. Det begyndte at komme
428

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:22:22 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1905/0436.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free