Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem. En vinterfortælling - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det ringte, og Knut stod derude.
Hjem
saa ofte nu. Om hun kun havde havt en, der kunde stryge
lidt mildt og lint over panden.
og fru Juel syntes mange gange at merke, at han var
aldrig saa rolig og glad, som naar han ingen anden traf end
hende.
Nu drev han op og ned paa gulvet og smaasnakkede med
hende.
«Det er egentlig for galt, at du nu skal stræve med alt
det der, det er for meget for dig, og du har jo» han
brød af midt i sætningen, som han pleiede, og saa paa hende.
«Ja, du forstaar, det er ikke, fordi jeg ikke holder akkurat
lige meget af Haldis som før, men jeg kan jo derfor
godt se, at der er feil, vi har jo alle vore feil, og
om hun hjalp dig lidt nu, du er saa pas gammel, ja
du forstaar, det er ikke, fordi jeg ikke holder af hende
som før —»
Hun strøg sig over panden og saa forbi ham ud i det
skarpe, klare mailys; det dryppede fra alle render, og hvide
duer kredsede høit og skinnende over tagene. «Vi er lige
som lidt af samme slags,» sagde hun mildt, «vi følger ikke
med tiden. Og Haldis synes nu, hun hdr sine opgaver
andetsteds.»
«Ja, ja, jeg forstaar jo det, og ikke for det —» han stod
og dreiede paa uhret, som han holdt foran sig, saa lagde
han ganske sagte til: «lidt, ganske lidt, krænker det mig den
ganske underordnede rolle vor fælles fremtid synes at friste,
jeg nævner ikke mig seiv, men —» han saa op med et
smil og slog ud med haanden, «ja, jeg maa gaa, ja,
nævn ikke noget om det til Haldis, du forstaar, det er
ikke, fordi jeg holder mindre af hende nu.»
Hun blev staaende længe, efterat han var gaaet, og se ud
i vaarluften, og medens hun søgte at jage tankerne fra sig,
forsøgte hun distræt at følge de flagrende duers flugt.
Med engang følte hun sig saa usigelig træt og tung.
Vaarsolen brændte hende i tindingerne, medens der gik
isnende kulde gjennem hele legemet. Hun svøbte sig ind
i et stort rødt sjal og lagde sig mat paa sofaen og lukkede
øinene, medens hun hele tiden syntes at høre Knut forsikre,
at han holdt ikke mindre af hende nu.
Han kunde komme drivende indom en gang imellem,
429
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
