Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem. En vinterfortælling - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ja, hun var blevet gammel.
Hjem
Hans Vilhelm ude hun var ganske alene, der kom ingen
hjem før til aftens, det hastede ikke for hende.
Naar sommeren var forbi, ja, saa kom høsten; de
fine, lyse og duftende blomster visnede, og bladene gulnede
og faldt. Kun de brogede asters stod igjen pan sine lange
stilker. , . •
Atter en dag at være ganske alene.,; Ingen at arbeide
for, ingen, som merkede, hun arbeidede.. Og ingen som ar
beidede lidt for hende.
Det var ikke saa, at hun bebreidede nogen noget, det yar
vel, som det gik, efter sommeren høstcn.
Imellem maatte hun ud at tale med pigen, hun maatte,
for hun holdt ikke ud dag efter dag ikke at høre sig seiv tale.
Naar de kom hjem de to døtre, var de saa overtrætte, at
de straks maatte i seng, hvis de ikke igjen skulde ud.
Men deres ros, den hørte hun, og det hændte, hun saa
det af og til i aviserne og. Og det klippede hun omhyggelig
ud og lagde i den æske, hvor hendes mands breve laa.
Det var ikke alle, der havde saa gode, saa brave børn,
der var naaet saa langt. Hun kunde gudskelov ikke klage
paa det.
Det var dog besynderligt, hvor stille det kunde være her
i huset, saa rent stille. En gang imellem durede en vogn
paa gaden, hun syntes, hun hørte ekko gjennem alle
værelser.
Det havde ikke været saa i gamle dage. Det var vel ogsaa
lidt, fordi hun seiv var blevet gammel. Hun saa paa sine
hænder de var magre, aarerne traadte store og blaa frem,
hun skottede hen i speilet, hvor haaret var tyndt, hvor
kinderne var indfaldne, og hvor øinene laa dybt.
Hun vidste ikke, hvorfor hun var saa tung om hjertet
saa mange gange. Det var vist ikke nogen, der havde det saa
godt som hun. Alle de mødre, der havde sorg af sine børn!
Men det var som om stilheden dannede en ring, en
kreds om hende, en ring, der blev større og større, og udenfor
den, der var mennesker, og de blev længere og længere borte,
og røsterne svagere og svagere, og stilheden blev saa usige
lig ængstende stor.
Og hun følte jo seiv, hvor hun var blevet gammel.
Og naar saa asterserne visnede, saa kom vinteren.
431
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
