Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgaard: Litteraturoversigt. Danmark. Brandesianismens revision
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litteraturoversigt.
komme til Amerika det var netop det, han trængte til ;
men han kom der ikke, formedelst vandskræk. Ved den fest,
hvormed det kongelige teater for nylig feirede hans hundred
aars fødselsdag, udtalte Vilh. Andersen nogle ord, der ram
mede dybt og giver anledning til eftertanke. Han karakteri
serede ham som «lunets digter . . . lunet, denne varme
brydning af vid og vemod, denne lunkne blanding af lyrik
og ironi i vort sind, der gjør, at spotten mister sin brod og
viljen sin ild lunet, vor velsignelse, vor forbandelse, vor
lyst, vor smerte, vort smil og vore taarer. . . . Det er ræd
somt, at han skrev, som vi talte, og derved har røbet vort
gamle hæderkronede fædreland for hele verden i dets rene
naturalibus». Javist er det rædsomt at gaa hen og fortælle
hele verden, at den danske spot er uden brod og den danske
vilje uden ild. Det er rædsomt, fordi det til en vis grad er
sandt. Det lunkne er yndet temperatur i Danmark; ogsaa
Poul Møller befandt sig vel i den. Men baade dansk litte
ratur og i særdeleshed dansk praktisk kultur kjender skar
pere spot og, hvad bedre er, haardere vilje og just af dansk
viljes hærdning har vel Georg Brandes sin store fortjeneste.
Ham er det, der har slaaet begrebet «arbeidsgeni» fast i dansk
bevidsthed, et tidssvarende og befrugtende begreb, der om
spænder netop de største værdier i moderne dansk kultur,
navne som Tietgen og Dal gas, Pontoppidan og Her
man Bang. Til H. C. Andersen-jubiiæet udsendte H.
Schwanenfliigel et festskrift, der samler de væsentligste
fakta af digterens liv, men iøvrigt ikke frembyder noget af
interesse; selvstændige bidrag til H. C. Andersens karakteri
stik giver det ikke.
Et interessant længdesnit gjennem de nordiske littera
turers historie har Vilh. Andersen givet i «Bacchus
toget i Norden». Det undrer noget, at han har valgl
netop dette stof til behandling. Vilh. Andersen og Dionysos
synes ikke at have meget med hinanden at skaffe; og intet
steds i hans skrifter har man følt den dybe rytme af lys og
mørke, begeistring og fortvilelse, som kjendetegner det egte
dionysiske sind. Men maaske har han i Dionysos seet en af
sin races særguder. Allerede grækerne mente, at Dionysos var
af barbarisk herkomst; men de optog ham blandt sine store
guder, og han gav deres livsfølelse dybde. For os nordboer
er af denne gud kun navnet fremmed. Rusen og mystiken.
447
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
