Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Ernst Sars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halvdan Koht.
saaledes fandt han her den historiske lov, han længe havde søgt
efter, her fandt han det almengyldige udtryk for sin egen opfatning
af norsk historie. Først og fremst fik han her et videnskabeligt
grundlag for sin antiskandinaviske tænkemaade; han kom nu til
fuld klarhed over, at skandinavismen, tanken paa at sammensmelte
de nordiske folk, ikke bare var ugjennemførlig i nutiden, men
ogsaa umulig for fremtiden, det, som engang var skilt, kunde
aldrig bøie sig sammen igjen. Han saa, hvorledes udviklingen
stadig kløvede menneskeheden i flere og flere nationer og gjorde
nationerne indbyrdes mer og mer ulige, og han forstod, at om end
folkene kunde og maatte organisere sig i samarbeide, saa vilde de
ikke kunde vokse sammen til de gamle enheder; bare en national
udvikling var mulig.
I Sars’s historiske arbeider kom denne opfatning første gang
frem i tredje afsnit af den afhandling om «Norge under föreningen
med Danmark», som han mellem 1858 og 1865 offentliggjorde i
«Nordisk universitets-tidsskrift». De to første afsnit fra 1858 og
1861 var nærmest en fremstilling af kjendsgjerninger og tilstande
uden videre ræsonnement, og noget selvstændigt synspunkt havde
han endnu ikke fundet. Men i det tredje afsnit fra 1865 har han
helt brudt med de gamle opfatninger og trækker nu op nye linjer
i Norges historie, som bestemt peger bort fra alle skandinaviske
drømme. Klart og fast hævdede han nu, at «dansketiden» ikke
betegnede en uddøen af egen norsk kultur, ikke en sammensmelt
ningsproces af to folk, men tvertimod var «en naturlig og nødven
dig gjennemgang til folkets senere selvstændige udvikling». Vist
nok havde det nationale element været skjøvet tilbage og havde i
lange tider ikke gjort sig gjældende; men det havde heller ikke
tabt sin spireevne, afnorskningen havde ikke trængt særdeles dybt
ned under overfladen, og efterhvert maatte den nye indvandrede
kultur paatrykkes et nationalt præg. Föreningen med Danmark
havde skabt ny kulturgrund for det norske folk, men bare for at
give betingelser for en ny national udvikling.
Det var ogsaa paa denne tid aabenbart nødvendigt at kjæmpe
frem en slig national synsmaade; thi skandinaverne forberedte nu
et stormløb for at gjennemføre sine idéer. Stortingene i 1863 og
1866 var meget veke og hævdede ikke paa langt nær landets selv
stændighed saa greit som de foregaaende storting. Skandinavismens
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
