Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Ernst Sars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halvdan Koht.
ogsaa Taine og Michelet gjenstand for hans beundring og stilistiske
efterligning. Hans ungdoms begeistring for alt fransk kjølned vist
nok med tiden, ligesom i det hele de franske sympatier i Norge,
som havde blusset saa sterkt op under krigen 1870—71, aftog, efter
hvert som tyskernes overlegne dygtighed tiltvang sig respekt, og
Sars følte sig unegtelig noget skuflfet, da han vaaren 1877 gjorde
sin første og eneste reise til Frankrige og paa nært hold fik se
den daværende franske videnskabelighed. Men det kunstneriske
franske stilpræg har han dog hverken kunnet eller villet udslette
af sit forfatterskab. Hans maalføring har undertiden kunnet være
gammeldags snirklet, ja ligetil pedantisk, oftere endefrem i udtryk
ket og rap i vendingen, men altid skarp og klar, rig paa kvasse
pointer og rammende paradokser. Ofte dukker der frem en fin
ironi, som til sine tider kan gaa over til en blodig sønderflængende
spot og virke som en fuldstændig afretning. Denne spot kommer
helst frem i Sars’s samtale. For han er en stor causeur, som liker
at snakke, og han nyder da aabenlyst baade sine aandrigheder og
især sine spydigheder, som let vælger de mest drastiske, groteske
billeder. Fordi han fmder denne glæde i samtalen, har det altid
været ham en trang at samle venner og aandsbrødre om sig i
kameratslig kreds, og navnlig efter hans far var død, dannede
venneringen fra studenteraarene sig til en fast stok, som fik sit
stadige mødested i hans hjem om søndagskveldene. Disse søndags
modtagelser er blevet berømte, fordi de er den eneste norske
«salon», og centrum i denne salon var den gamle fru Sars, som
førte sceptret i sine ugifte sønners hus helt til sin død julen 1898,
87 aar gammel. Hun forstod at skabe om sig en atmosfære af
munterhed og liv, som intet bittert og stygt kunde trænge igjen
nem, og hendes frodige fantasi straalede lys og varme ud over
sammenkomsterne. Hun var ikke for intet digteren Welhavens
søster, og med et blødere gemyt end hans forenede hun hans pla
stiske formsans; hendes fortællinger var rene perler uden brist, og
efter hende var det den ældste søn havde sin kunstneriske bega
velse i arv. I det utvungne samvær hos hende mødtes snart sagt
alle de ledende personer i det nationale norske aandsliv, digtere
og kunstnere, videnskabsmænd og politikere. Her blev alt natio
nalt dyrket; maalstrævets forskjellige sider blev diskuteret, folke
viser blev sunget og eventyr fortalt, de unionelle spørgsmaal blev
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
