Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: 1814—1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
endog den ulykkeligste krig vilde have kunnet bringe over
landet. «Vi har hegyndt med at tabe æren, og med den gaar
hele resten pokker i vold», skrev Pavels i sin dagbog under
31te august 1814. Resten gik, som bekjendt, ikke pokker i
vold, saalidt som det med føie kunde siges, at det norske
folk havde lidt noget skaar i sin ære. Det lykkedes det
overordentlige storting at føre Eidsvoldsforfatningen, den nor
ske friheds og selvstændigheds palladium, nogenledes uskadt
ud af forhandlingerne med Karl Johan og hans kornmis
særer. Men denne store og afgjørende seir blev fordetmeste
ikke erkjendt inden samtidens norske publikum eller i det
ringeste ikke vurderet efter fortjeneste. Man havde mere
øie for det, som blev tabt, end for det, som blev vundet. Man
heftede sig derved, at Norge havde maattet opgi sin egen
konge og sætte den svenske istedet, og sluttede deraf, ifølge
den repræsentative rolle, som kongedømmet endnu dengang
spillede, at Norge, trods alle forbehold og forsikringer om det
modsatte, alligevel var kommet under svensk herredømme
eller høihed. Ogsaa hos dem, som vidste fuld besked om
resultaterne af forhandlingerne mellem Karl Johan og det
overordentlige storting, raadede for det meste en mismodig
nedtrykt stemning i den nærmeste tid efter unionens stif
telse. Om de end kunde være tilfreds med disse resultater
i sig seiv, saa nærede de til vederlag dyb tvil om deres hold
barhed. Det var jo bekjendt, at ifølge den i Sverige ålment
raadende opfatning var unionen, saadan som den blev fast
sat i 1814, bare en begyndelse, som skulde blive fortsat med
tid og leilighed, og de frygtede, at det vikle skorte det norske
folk paa baade vilje og evne til at modsætte sig en saadan
fortsættelse. Saa snævert og skarpt unionen af 4de november
1814 var bleven begrænset, kunde den dog synes at være et
særdeles brugbart udgangs- og støttepunkt for videregaaende
krav fra svensk side, en vei lagt aaben for svenske ud
videlses- eller overhøihedstendenser. Den svenske konge
var jo nu bleven de forenede rigers fælles krigsherre; han
kunde som saadan i al stilhed forberede et svensk overfald
samtidig med at han lod Norge ligge forsvarsløst o. s. v.
Det viste sig, at disse og lignende bange anelser hvilede
paa en miskjendelse af nationalaanden hos det norske folk
og af dets evne til at opretholde og bruge sin frie forfatning.
Det viste sig, at den hos samtidens norske publikum ålment
482
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
