Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: 1814—1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1814—1905.
raadende opfatning af de indrømmelser, som var gjort lige
overfor den svenske unionstanke, og afslagene i hensyn paa
Norges suverænitet og frie selvbestemmelsesret, havde været alt
for pessimistisk. Man jubilerede i Sverige i den nærmeste
tid efter unionens stiftelse som over en stor seir, medens
man i Norge surmulede og var mismodig og nedstemt som
efter et ydmygende nationalt nederlag. Det erkjendes nuom
stunder, at det vilde have svaret bedre til de virkelige for
hold, om man havde jubileret i Norge og surmulet i Sverige.
Af de svenske ønsker og forhaabninger var kun en forsvin
dende liden brøkdel bleven realiseret. Hvad Sverige opnaa
ede ved unionen af 4de november 1814, var mere et skin end
en virkelig magtforøgelse. Norge derimod gik ud af den
store krise med et udbytte af überegnelig stor betydning: de
væsentlige vilkaar for en ny national blomstring og kraftud
foldelse. I opnaaelsen af dette resultat havde det overordent
lige storting del saavelsom rigsforsamlingen paa Eidsvold.
Den opgave, det overordentlige storting fik sig tildelt i det
store frigjørelsesarbeide, var mindre glansfuld end den, som
rigsforsamlingen havde løst, men ligesaa vanskelig og betyd
ningsfuld, og den blev løst paa en fuldt saa tilfredsstillende
maade: det falder ingen længer paa at negte. Det var prosa
ovenpaa poesi; men prosaen har ikke mindre krav end poe
sien paa at bevares i vor taknemmelige erindring.
Jeg tviler ikke paa, at den krise, vi har gjennemlevet iaar,
vil fremstille sig i et lignende lys, naar man er kommet paa
nogen afstand fra den. Vi har, efter de store beslutninger,
havt et forhandlingens og kompromispolitikens stadium at
gjennemgaa, som har været alt andet end hyggeligt. Vi har
alle havt en sterk følelse af denne uhygge, og fremtidige be
tragtere vil vistnok finde det förklarligt, at förhandlingen og
dens resultater har vakt uvilje inden den norske almenhed
og været gjenstand for strengt misbilligende domme. Men det
vil uden tvil blive erkjendt, at det gjælder denne gang som
under det tilsvarende stadium af 1814 aars krise, at nemlig
uviljen og uhyggen hos adskillige har øvet en saa rent over
vældende magt, at de er bleven et bytte for en sygelig og
skadelig pessimisme tilbøielig til at miskjende værdien
af, hvad der er bleven vundet og fastholdt, og derimod lægge
en urimelig overdreven vegt paa indrømmelserne og afslagene.
Det vil blive erkjendt, at en forhandling var uundgaaelig,
483
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
