Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjem
tolke. Den var netop bygget paa barnets sunde, oprinde
lige natur.
Fru Juel hørte hende læse op og Haldis’ heftige ind
vendinger i sideværelset.
Knut havde sat sig ind i dagligstuen og læste i en bog;
ogsaa han syntes at have glemt hende.
Hun blev siddende igjen ganske alene. Det var bleven
besværligt for hende at reise sig og gaa. Hun blev saa fort
træt, og nu blev hun siddende og se ud for sig.
Hun syntes, hun hørte sine døtres stemmer ligesom langt,
langt borte.
Pigen kom og bar ud; den gamle bad hende slukke
lampen. Saa sad hun der i halvmørket henne ved ovnen med
lys fra en maaneskinslampe. Sad og saa ud i mørket.
Men medens hun sad der, hændte der noget förunderligt.
Hun syntes saa tydelig, hun hørte en pen løbe henover
papiret, og at hun seiv bøiede sig frem i stolen og saa ind
i stuen. Og der saa hun, ikke ham seiv, men skyggen
af hendes mand, der sad og skrev ved skrivebordet. Det
gjorde hende ikke ængstelig; thi hun syntes, det skulde saa
være. Og hun vidste med sig seiv, at reiste hun sig og saa efter,
saa vilde han seiv sidde derinde og arbeide og imellem se
op med det rolige, milde ansigt. Og lyset fra arbeidslampen
vilde falde over billedet af hendes mors kraftige ansigt,
hun som alle døtrene lignede.
Hun sad og lyttede til pennens lette kradsen og raslen
af papirerne. Og hun tyssede paa børnene, at de skulde være
lidt rolige under arbeidet.
Og døtrene samlede sig om hende, og lille Hans Vilhelm,
der knapt kunde gaa, kom krybende hen til hende og støttede
det lyse, smilende hoved op til hende.
De gamle hænder famlede i mørket efter hovedet for at
stryge ham over krøllerne.
Herregud, hvor godt dehavdedet sammen, hvorinderliggodt.
Hun sad saa tryg her med børnene, lyttede til mandens arbeide.
Og hendes gamle, hvidhaarede far kom langsomt ind
og satte sig ved siden. Og børnebørnene flokkede sig om
ham. Og den gamle herre begyndte med langsom, hviskende
røst at fortælle et eventyr.
Store duggede øine fulgte ham. Lille Hans Vilhelm
kunde ikke følge med, han faldt i søvn paa hendes fang.
491
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
