Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men idag kom ikke skikkelserne.
Ja, ja, det skulde nu ikke saa være.
Kristian Elster.
den anden, forat hun kunde faa svar paa, hvorhen det alt
sammen vilde bære. Men skikkelserne eiede ikke svar.
Hun sad og saa sig rundt i de kjendte værelser, saa sig
om for sidste gang, tog farvel med det altsammen. Hvor
hun havde elsket det alt, og hvor det var blevet hende fjernt
og fremmed.
Nu skulde hun ud, forlade det alt, ud blandt fremmede.
Dog bedst slig. Det var jo kun til andre fremmede, hun
skulde ud. Det var dog tungt altid at være blandt fremmede.
Men skikkelserne, de kjære skikkelser, de vilde følge hende.
Hun havde da vist egentlig levet et lykkelig liv her. Seet
sine børn, de hun havde arbeidet saa tungt for, seet dem
vokse op til hæderlige, dygtige og arbeidsomme mennesker.
Det var da meget, overmaade meget. Saa var det saa naturligt,
at der var saa meget, som hun ikke forstod, som hun ikke
kunde magte.
Havde kun Hans Vilhelm været her. Havde hun kun
en eneste gang kunnet havt ham hos sig. Samlet dem alle,
alle sammen hos sig, ligesom i gamle dage.
Det værste af alt, det var, at hun imellem syntes, hun
kunde se børnenes liv langt, langt frem, og det var saa
ødsligt, saa usigelig fremmed. Hun saa intet og hørte ikke
en tone, der syntes hende kjendt og kjær.
Derude i den graa vinterluft stod de nøgne, sorte trær,
som hun saa ofte havde seet og glædet sig ved. De gamle
trær, de var som et minde fra landet og hendes hjem.
Høsten var forbi, den sidste asters var visnet. Der var
ikke flere blomster at plukke.
Naar kun sneen kom, lind og let og kunde skaffe godt
føre til hj emturen.
Det vilde blinke og lyse fra gaarden, hendes far og mor
vilde staa paa trappen og tage imod hende.
Hvor hun vilde ile gjennem alle de lavloftede, store væ
relser og se ud gjennem de smaa ruder, ud til den hvide dal.
Derfrå var hun kjørt ud en vaardag, hun huskede den
saa duftende fager. Det var paa tide, hun vendte tilbage nu;
de gamle derhjemrne kunde trænge hende.
Hun hørte en vogn ramle udenfor. Hun holdt pusten
angst og lyttede, det kunde ikke være den alt nu. De
494
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
