Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Det er begyndt at sne lidt.»
Hun vendte sig urolig i sengen.
Tættere og tættere faldt sneen.
Og gadens hvide flade fik ligge uhindret og ren.
Og sneen faldt tættere og tættere.
32 Samtiden. löos.
Hjem
Haldis og traadte hen til sengen og hilste paa svigermoderen.
Han blev staaende ved hovedgjærdet, Haldis ved fødderne.
Ingen af dem sagde noget. Kun en gang kom de hurtig til
at se paa hinanden, men slog straks blikket ned.
Den gamle blev urolig og spurgte: «Hvordan er veiret ude?»
«Er det, siger du sandt?» den gamle reiste sig ivrig
«siger du sandt, Haldis, aa hjælp mig saaledes, at jeg kan se
ud. Ja jeg tror, jeg kan se det, de hvide, gode, kolde snefnug 1»
«Aa, Haldis, om jeg er glad i dem 1 Nu skal jeg snart faa
reise. Far og mor trænger mig saa. De er saa alene. Jeg skulde
aldrig reist fra dem. Ja, jeg kan se den hvide, hvide sne.»
Da de var gaaet, blev den gamle liggende længe med fol
dede hænder og se ret frem for sig. Øinene flyttede sig
urolig, indtil de endelig fik fast hvile ved billedet af fædrene
gaarden.
Hvor langt det endnu var til natten. Hvor ensom hun
laa her. Bare natten og mørket kom og alle de kjære skik
kelser. Nu laa hun her ensom og forladt bare blandt frem
mede. Og alle de fremmede, de vilde saa nødig have hende
her og bare ventede paa, at hun skulde reise.
Bare de ikke kom og bar hende ud, før det var faldt
nok sne; bare, bare de vilde lade hende være i fred saa længe,
til natten kom. Da vilde de nok værge hende, naar de
kom til hende alle hendes kjendte.
Hvor ensom hun laa nu blandt bare fremmede, der helst
vilde kaste hende ud.
Men derude, der faldt sneen blødt, dækkede trærne i
den lille have, de nøgne marker og de graa gader.
Folk slog frakkekraverne op og lo til hinanden, naar de
gled paa gaden. Mellem vogne saaes en slæde med klingende
dombjelder let og raskt fare gjennem gaderne. Gaslygten
kastede et gulrødt gjenskin over det nye, hvide tæppe.
Mange fodtrin traadte sneen ned, men ny sne faldt over.
Og natten kom mørk fra de store skoge, gled indover byen,
ind i gaden og smøg sig opover trapperne og ind i stuen.
«Er du glad i dem, mor?»
497
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
