Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjem - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VII.
Sneen faldt ogsaa den næste dag, tæt og jevnt.
Der laa det hjemmet!
Kristian Elster: Hjem.
Den gamle sygepasserske strævede sig gjennem sneen
over gaarden og saa, at gardinet endnu ikke var rullet op
hos fru Juel, og huskede saa, at fruen endnu ikke havde ringt,
og krøb opover trapperne og ind til den gamle.
Fru Juel laa med øinene vidt aabne og hænderne over
brystet og hviskede uhørlig frem for sig.
Sygepleiersken kaldte paa hende, men hun kjendte hende
ikke. Saa gik pleiersken og fik sendt bud efter fru Juels børn.
Imens laa gamle fru Juel ganske alene. Stille og fredelig.
Hun maatte sidde stille, for nu kjørte hun hjem. Og veien
var ujevn og fuld af fonner af sneen, som nu var faldt. Og
hun forbausedes over, hvilken urimelig mængde deilig sne,
der var faldt.
Sygepleiersken kom ind og satte sig hos hende, men
hun merkede det ikke.
Hun kjørte videre. Hvor hun kjendte det alt igjen. Skogen
og fjeldene. Og nu begyndte de paa bakken til gaarden.
Det var kun et, hun savnede og var urolig for. Det var,
at ikke Hans Vilhelm kjørte med hende. Men saa kom han
vel efter.
Der laa gaarden, stor og mægtig i sin gjæstfrihed,
aaben og lysende langt for at tage imod hende.
Saa svingede hun ind paa gaarden; og medens hendes
børn ilede gjennem de hvide, tilsneede gader, ilede med ban
kende hjerter for endnu en gang at se sin mor, saa kjørte
den gamle ind paa fædrenegaarden, hvor de stod og tog imod
hende og havde ventet hende, og hvor hun var hjemme.
Kristian Elster.
498
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
