Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Ludvig Kristensen Daa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Kristensen Daa.
tionens tjeneste», er hans udtryk om Schweigaard 1, og
Munch kaldes «en af de junkere, som ministeriet nu sætter
paa katederet». En tredje af samme kreds, Welhaven, er
ogsaa oprigtig og grundig afskyet af Daa.
Til uheld for Daa har de to mænd, Munch og Schwei
gaard, der paa en mere eller mindre korrekt maade gik ham
forbi, senere indlagt sig saa store fortjenester, at Daas uret,
som Botten Hansen har sagt, snart blev glemt af publikum.
Der er uretfærdigheder, som synes at retfærdiggjøres af
historien.
Daa opfattede, og ikke ganske uden grund, Schweigaard,
P. A. Munch, Welhaven, Motzfeldt, Fougstad o. fl. som til
hørende et og samme koteri, der viste hinanden en hjælp
somhed, som virkede i høi grad eggande paa deres modstan
dere. Hele denne kreds, det unge høire, juristpartiet, med
Schweigaard som fører og den «danske» æstetiker Welhaven
som skjønaand, støttedes af grev Wedel, regjeringens chef,
og kom forholdsvis hurtig til gode stillinger. Den, som var
værst at forsørge, var Welhaven. Tilsidst blev han anbragt
som lektor i filosofi (1840). Der blev ikke tilladt nogen kon
kurrence, hvad der selvfølgelig kunde dadles. Og Welhaven
havde jo heller ikke paa nogen maade vist saadanne kvali
fikationer just til denne post, at regjeringens fremgangsmaade
ad den vei kunde undskyldes. Som vi ved, fyldte han heller
aldrig stillingen. Daa tog da ogsaa skarpt til orde. Han
fulgte den Wedelske kreds, hofkredsen, dandyerne, pariser
yngelen, som han udtrykker sig, med et oprigtigt had og
ikke uden vid. De forskjellige udtalelser, der fremkommer
i «Granskeren» 1840 om Wedel, Munch, Schweigaard og
Welhaven, er vistnok især karakteristiske for Daa og hans
personlige form, men paa vigtige punkter tør oppositionen,
have delt hans tankegang, der her er ret srnaalig.
Da Wedel dør, er det med en vis tilfredsstillelse, Daa
anmerker, at der kommer saa faa rosende udtalelser om
ham: «Der er nu forløbet en saa lang tidsidén denne stats
mands død, at de vigtigste stemmer kunde havt leilighed til
at udtale sig, som stode i saadan berørelse med den afdøde,
at man af dem kunde vente enten interessante historiske op-
1 «Daa smører sig til med tjære for at faa Schweigaard sort sorri
beg>, lyder ogsaa Henrik Wergelands epigram.
521
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
