Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Ludvig Kristensen Daa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
lysninger eller fromme ytringer af hengivenhed for den bort
gångne høvding. Det har rimeligvis været flere end én paa
faldende, at disse for-dagen-læggelser have været yderst spar
somme i forhold til anledningen. Endog statholderens eget
blad «Den Const.» har ladet sig meddele den interessanteste
opsats fra Sverige. Ligger der noget særeget princip til
grund for dette maadehold i veltalenhed, eller skulde det
være tilfældet, at det system af dandyisme, som man antog,
at den afdødes hofholdning havde forstærket saa meget i
vort land, ikke er kapabelt til at udføre noget dygtigt, ikke
engang i anledning af sin egen ernærer?» Man antog, som
bekjendt, at bl. a. Welhaven støttedes af Wedels kasse. Daa
omtaler dernæst med stor bidskhed det selskabsliv, der
havde blomstret med Wedels hus som centrum.
Saa gjælder det Wedels kapacitet som finansmand:
Schweigaard havde som redaktør af «Den Constitutionelle»
indrømmet greven administrativt talent som finansminister.
De forskjellige misgreb, som var blevet begaaet i den norske
finansstyrelse, skyldes efter Schweigaards opfatning ikke mi
nisteriet, men stortinget, og professoren «maa jo», tilføier
den iltre forfattar, «uden tvil som statsøkonom forstaa sagen,
og som jurist vide at skifte retfærdig».
Endelig har Daa et længere angreb paa regjeringen for
dens forhold ved afhentningen af Wedels lig fra Tyskland.
Seiv den sidste honnør, der gjøres Wedel, smerter Daa.
Denne mand har visselig følelser, der rækker ud over
graven.
Mod Munch var han altid harsk og bitter og ligeoverfor
en gammel kampbroder, Henrik Wergeland, var han, da
det kom til brud, om muligt endnu bidskere end mod sine
modstandere af det unge høire. Den lange og pinlige feide
har her ingen interesse, men afslutningen viser, at den
«vidtbekjendte, bidske, nidske, hadske, barske, ondskabsfulde,
traa og harske publicist Vinæger» maa have havt andre og
mere værdifulde egenskaber, siden han kunde blive Werge
geland saa kjær, som forsoningsdigtet «Fordums venner»
vidner om. Og det er disse egenskaber, der kommer frem i
hans stilling til de store objektive spørgsmaal, hvor hans
personlige stædighed og pirrelighed ikke spillede ham saa
danne puds som i det daglige liv.
Daas virksomhed i «Granskeren» giver i sin totalitet et
522
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
