Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Ludvig Kristensen Daa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Kristensen Daa.
og i den enfoldige ringeagt, hvormed de mødte dem. Denne
selskabelige adskillelse, der staar i den mest skjærende mod
sætning til tidsalderens udjævnende ideer, som til vor kon
stitution, berøver de to afdelinger af nationen mange af de
fordele, de kunde yde hinanden.»
Er Daa misfornøiet med bureaukratiet, er han det ikke
mindre med «radikalismen». Han dadler de forsøg, man
paa stortinget i 1845 gjorde for at ramme regjeringen mere
føleligt. Planen om at lave en mistillidsadresse, der skulde
fremkalde «minister-forandring», fremsat af Løberg, under
støttet af Ueland, Fauchald og Stabell, ansaa han for hen
sigtsløs, og rigsretsaktionen mod Vogt for farlig, da den nemt
kunde «skilt os med vore dyrebareste rettigheder». Han
har en kraftig mistillid til repræsentanter, der tilraader rigs
retssøgsmaal om tvilsomme sager «for at faa bragt dem paa
det rene». Endnu mere uvilje barman mod «avisskriveren»,
som «taler den offentlige mening efter munden», som «altid
holder sig paa den stærkeste side, og ligervis som skibsrot
terne forlade den synkende skude». Her er det tydeligvis
partigjængeren Stabell, han tænker paa.
Daas samlede indtryk af de sidste storting er dette:
«Jeg antager, at intet menneske i Norges land (!) nu vil paa
staa, at folket er modent til at udøve det engelske parlaments
republikanske myndighed, nemlig at regjeringen sanktionerer
alle storthingets beslutninger, og erkjender det i besiddelse af
den hele lovstiftende suverænitet, efterat storthinget i 1842 har
besluttet brændevinsbrændingens ophør, og storthinget i 1845
har besluttet en lov om at folket skulde udkaare politibetjen
tene paa landet.»
Dette Daas udbrud maa vel tages med forbehold. At
han dog ikke nairede nogen afgjort mistillid til det norske
folks evne til selvstyre, viser hans forsvar for decentrali
sationen:
«Den mærkværdige indsigt og kjærlighed, hvormed det
hele folk har omfattet formandskabsindstiftelsen, hvorved den
er bleven næsten lige vigtig som selve statsformen, viser, at
her har folket fundet sin naturligste politiske troesbekjen
delse. Endskjønt den idé, som «Blikket» (P. J. Homanns
flyveskrift) tillægger bondepartiet, at dele Norge i 400 repu
bliker, regjerede af formandskaber, vistnok er ufornuftig og
skadelig, er den dog langt mere national end den modeidé,
531
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
