Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Øster i skjærene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen.
skal det være ni favner vand. Søndag eftermiddag gik
vinden vestligere og løied endel, og mandag var det omtrent
stille og minkende dønning fra havet, men tyk luft.
Elis Henriksen hed en mand, som hadde faret flere aar
til orlogs og senere seilet verden rundt med mange nationer
og været baade i Vestindien og Trankebar. Da han endelig
vendte hjem, blev han boende ugift i kammerset hos Sammel
Grundet. De sa, han laa i det med konen Grete, datter
til Jens Blaasop fra Engekil og af daarligt slag var hun
født, men de undskyldte hende paa den maaden, at to mænd
kunde hun sagtens trænge, ikke likere kall end Sammel
var, den halte tuslingen, som mest vilde sove eller sidde i
skorstenskroken og klø gigten sin. For der var fire barn i
huset, og folkene sad paa nakne strandstenene, uden jordvei.
Skjønt sidstslumpen af ungerne var nu kommet til, efterat
Elis tinged sig ind.
Han var en høivoksen, staselig kar og hadde været
kjæmpestærk, men ældedes fort, og det ramsvarte haar og
skjægget, han paa trods af bygdens skik lod gro sidt nedad
bringen, fik tidlig graat islætt. Mod uveir blev han gul i
huden og plaget af hodeværk og slem at være tillags; værst
tedde han sig overfor husværten sin, og naar det lynnet red
ham, skydde gjerne Sammel stuen og holdt sig udendørs,
seiv om det kunde være surt og utriveligt for bedre helse
end hans.
Saa gjorde han og den mandagen senhøstes. Han hadde
vanket sør i fjeldene, og efter solnedgang sad han i en berg
skore under Vetehammeren og saa udover. Der var ikke
stort at se; skodden gjemte holmer og stængte for hav.
Stundomtil lufted det svagt, og ryggen af den høie Hestø
blev synlig og kløvde som en lang, mørk kam den graa
taagebanke. Dønninger rulled jevne frem af tykken, blev
krappere nær land, topped sig og klasked mod fjeldet, og
dragsuget seg tungt tilbage. Men stilned sjøens skyllende
vask henefter svaberget, dured det lydt fra braatt, som möl
paa fjerne baaer.
Sammel hutred og smaafrøs. Vadmelstrøien var bra og
god, men bag i haargaren, under saueskindsluens bræm,
sanked sig draaber og silred koldt nedefter nakken. Og han
var vaad paa knæerne, og næsen snufsed og snufsed.
Han var suiten, vilde helst været hiemme turde ikke
540
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
