Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Øster i skjærene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Øster i skjærene.
for Elis, som hadde hyttet ham fra middagsbordet med en
tvare, fordi han skjændte paa den vesle gutungen sin. De
yngste barnene skulde vist ales op som hedninger, de, uden
tugt og formaning. Nei, han gad ikke rusle hjem endnu.
Og han kunde allids mene noget med at sidde her og
glane, til det blev skymt. Hvisom den olme stuten vilde
køie sig, saa
Hadde det ikke været for vrangheden til Elis, kunde de
nytted stillen idag og sat bakker nord af Hestøkollen der
pleied ikke vante fisk i den renden ved dette leite.
Øinene blev trætte, og han blunded; vækkedes af de
kolde dryppene og tørked væden af lue og haar. Og sovned,
mens tusmørket tætned.
Han vaagned først, ved at fuldmaanen randt i en smal
skyglætte østenfor Hestø og skinte i ansigtet paa ham.
Nattekjøligheden var frisk, og stivfrossen og elendig stavred
han op for at banke sig varme i kroppen. Herregud, sutred
det i ham herregud, at være jaget fra hus og seng af en
fremmed fark, én ikke hadde bitteste skyldskab og slægtskab
med
Maabende og kavende med armene blev han stöaende
paa det længste ben, mens det rykked i det korte, saa det
sparked som en diltende hundefod, og træskoen vipped paa
taaen. Et vindhæng blaffed fra havet, Hestøryggen vokste
bredere og bredere af den bølgende skodde, og taagebanken
svaied og gled unda hele den høie, steile ø. Og klar af nord
pynten laa en skude, tørnet paa Kollefluen en brig—fokke
masten var gaaen, men merseraaen hang igjen i storriggen.
Ikke skud, ikke rop hadde han hørt, og ikke baad og
ikke liv var at øine paa sjøen. Og der fandtes ikke folk paa
Hestø
Vindhænget døde, skodden æste i hop, skuden blev væk,
og øen svandt; bare dens lange, sorte kam kløvde den sølv
blege taage. Maanen steg fra skyglætten, og kun en gusten
lysring paa himmelen synte, dér den stod.
Og Sammel strøg hjemover. Han krabbed op bergskoren,
naadde slette granitfjeldet og la paa sprang, og træskoene
klapred og klamped, til løbet tvært stopped paa stupet ved
en dyb klove.— Her var ikke greit i mørket, det kunde være
dygtig vrient om dagen. Paa huk firte han sig forsigtig
Men herregud! Var det ikke —?
541
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
