- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Sekstende aargang. 1905 /
548

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Øster i skjærene - II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Tryggve Andersen.
«Dere er grovt begjærlige», knægged Elis og skilte træt
ten: Kjødtønden var for uhaandterlig, hun fik nøies med
de bedste stykkerne af den og det likeste af klærne; smør
fjerdingen blev ofret uden videre, men værktøiet kunde bli
nyttigt
Fra arbeidet begyndte i kahytten, hadde de slet ikke
været paa dæk. Idet de skulde lempe varerne op trappen, saa
de, at det var klarnet. Hestø ruved høi en kort kabellængde
unda og gjemte maanen, som var dalende; en liden bris
rensked havet for skodden og vælted den ind fjorden, og
skyjaget langs himmelens blaaner varsled kuling.
De hadde gjort regning med tykken, og dette veirskiftet
var leit det kunde let røbe dem, hvis en rakker hadde
natærend paa sjøen, og de turde ikke vise blus paa dæk og
maatte slukke lygten og lanternen. Endnu laa jo vraget i
skyggen af Hestø, men den trygselen vilde ikke vare timen
ud, og det var resikabelt hvert minut, de drøied. Og flittig
sled de, saa svedten hagled, alligevel blev de ikke færdig og
hadde ikke farkostene låstet, før maanebroen glitred i raæg
tig strime fra den hvide sandfjæren ved Hestønæsen og hen
under hækken.
«Sæt af!» Elis ga ordren fra røstet og hopped ned i
snekken, som Grete staged forbi eken, hvor Sammel stulled
med at fortøie tømmermandskisten sin. «Den er ikke stø
dig,» pjutred han, «mankerer surring. Ro ikke fra mig.»
Og baadene drev sagte i maaneskinnet.
Der feirer den skuden begravelse, dømte Elis taus brig
gen. Mindste kuling, og den revner og ryker tilbunds
kjølen knækket midtskibs
Langt hujed det over sjøen, og de skvatt til, saa baadene
rugged, og vred sig efter lyden, Paa den hvide sandfjæren
løb en mand og prajed og vinked.
Grete hiksted og slap aaren, hun hadde staget med.
«Herregud!» bad Sammel.
Elis svor indædt: Satan annamme den dumheden deres,
at de ikke hadde agtet paa de greierne ved kappen og vidst,
at folk kunde være paa Hestø ! Men han tvang sit kogende
vildsinne og maalte stillingen i kold hast. Dette kunde
gjælde livet, slaveriet Naanaa, de hadde berget.
Nei, føringen var ikke slig. Og de opbrudte laasene, ska
bene pungen . . . Nei, lidet dugeligt forsvar, det, ikke
548

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:22:22 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1905/0556.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free