Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans Aanrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og en hvid sommerdag:
Carl Nærup.
vaarmorgenens yrende sprættende liv vaagnet; men de store
velstelte gaarde laa endnu stille med lukkede dører og solens
glitter i de gamle ruder, kun hist og her steg en blaa
røg fra peispiberne ret op i den klare luft.»
«Taagen gled sagte fra syd langs lierne og lukkede over
. . . Der nede i dalen var det lunt og varmt med stille luft
og fin sommermættet støvregn. Bækkene styrtede skum
hvide ned langs dalsiderne med ensformigt søvndyssende
sus, og nede i den trange dalbund flød den lille krogede
elv, graa og stin, sagte afsted og gik næsten over sine
bredder . . .
Hele dalen laa for dem. Trods regnet var luften saa
gjennemsigtig, at hver gjenstand viste sig med skarpe kon
turer. Det var saa stille, at intet blad rørte sig, og ingen
lyd var der uden susen af bækkene, der som hvide striber
kom frem under taagekanten paa den anden side og saaes i
hele sin længde, til de tabte sig i elven.»
Naturbilledet er i disse skildringer enten rammen om
begivenhederne eller baggrunden, som larver dem med sin
stemning. En enkelt gang har dog digteren smeltet natur
stemningen sammen med selve novellemotivet. Det er i «En
vinternat», en fortælling om brødefuld elskov med broder
mord som følge. Ogsaa dette tragiske emne, der ligger saa
fjernt fra de idylliske strøg af tilværelsen, hvor Aanruds
skildringer hører hjemme, er behandlet med beundringsvær
dig kunst. Det line spind af beregning og bedrag, som fører
til forbrydelsen, nævnes ikke med et eneste ligefrem fortæl
lende ord; det antydes indirekte, dels gjennem natur
maleriet, dels gjennem et ypperlig tegnet interiør. Vi ser
for os det hvide snedækkede dalføre opi mod den Hade mo
med granskog omkring . . . Landeveien, der sniger sig af
sted mod moen som en led frister, og det sorte elvestryg,
hvorfra der • stiger graadlignende klunk ud i nattestilheden.
Og over det hele den isnende maanenat, hvis spøgelselys gjør
ødet og tomheden endnu forfærdeligere.
«Det var en sær blanding af lys og mørke derinde, af
vekslende, forvirrende, sorte bul ind under de rimdækte
graner, lange mørke skygger tvers over veien og saa pludse
lig en glitrende maanestribe, det samme opigjen og opigjen
556
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
