Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nini Anker: Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karven steg i prestens ansigt.
Venner.
Nu talte presten om den tid, da Gammel-Ola sled
som haardest for at skaffe føden til mor og søskend, den
tiden før gammel-høsbond kjøbte skogen, og de fik trægulv
i stuen paa Stenbraaten
Saa berømmed han da Gammel-Ola for hans store
redelighed, for Ola Sten braaten var en endefram kar, som
aldrig gik nogen for nær og som ingenlunde negted den be
trængte en skjærv
Og nu lik kanhænde presten ind et ord, et lidet ord
om jagtløsten han havde saamangeslags humør og paa
fund den nye presten, og seiv skulde han være saa temme
lig en harejæger saa han kunde pinedød være kar for at
sige et ord til Ola, han, fra skogen og alt, som rører sig i en
ja, og tilslut, tilslut dette: salige ere de fattige i aanden,
thi de . . .
Nu var det, at Hans Braaten kom til at flytte sine øine
op til prestens pande og der blev var en dyb vredens rynke.
Hans blik blev uroligt og det gled sidelangs hen paa
Magnus’ ansigt, hvor sveden perled i tunge draaber.
En stor mistanke steg i ham: havde ikke den nye pre
sten gjort ret og skjel for Gammel-Ola? Havde ikke den nye
presten ladet Gammel-Ola vederfares retfærdighed?
Efter forrettet tjeneste rakte pastoren de nærmeste haan
den, og hans haandslag var kraftigt og hans blik lyst, fordi han
var ung og modig og havde slaaet et ærligt slag for den gode
sag. Men næverne laa døde i hans hjertelige haandslag, og
alles øine og taushed fulgte, til sakristiets dør faldf igjen
efter den høie skikkelse.
Saa løste mændene sig en efter en ud af klyngen, gik
til slæden og kom tilbage med spader for at kaste graven
igjen. Men da Magnus satte spaden i den stivfrosne jord
haug, lagde Gammel-Hans haanden paa hans ryg. Magnus
retted sig, saa den gamle ind i ansigtet og vendte sig til
dem, som stod omkring:
«Gammel Hans har nok inte hørt, aasdant skudsmaal
presten gav han far,» sagde han med stemme, som skalv paa
sidste ord.
Da trængte de sig alle om Hans Braaten og vilde for
klare, hvad presten havde sagt om Gammel-Ola de tunge
øine blev livlige og de tause læber talende, det, som brændte
621
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
