Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjarne Eide: Luftseilads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luftseilads.
den, ikke fordi den holdes igjen af en snor, men ved at den
drives op mod vinden af en motor med en propel. Dels er
de at betragte som albatrosser, der svæver rundt i luften i
timevis, dagevis uden at røre vingerne, ofte med uhyre fart
og uden anstrengelse, bare ved at balancere sig frem. De
er tyngre end luften i modsætning til ballonerne, der er
lettere end luften.
Saa kommer vi til den tredje art af luftskibe, som vist
nok endnu ikke er opfundet, men som dog turde have chancer
for at blive det endelige definitive luftskib. Men før jeggaar
over til at beskrive det nøiere, vil jeg anstille nogle betragt
ninger om menneskenes anvendelse af naturkræfterne i det
hele taget og om luftseilads i almindelighed. Disse betragt
ninger gjør ikke fordring paa nogensomhelst videnskabelig
stringens.
Den tid, da menneskene gjorde de første forsøg paa at
skaffe sig kunstige samfærdselsmidler, er saa fjern, at seiv
den mest drevne arkæolog vel neppe tør danne sig nogen
mening om, hvad der rørte sig i hjernen paa de første op
findere. Men det er rimeligt at tro, at det er, hvad de har
seet omkring sig i naturen, der har sat urmenneskets pri
mitive tanker i bevægelse. Enn har seet dyr, som har løbet
afsted langt hurtigere og meget længere, end han seiv var
istand til. De flinkeste af urmenneskene, tidens gode hoveder,
opfinderne, der jo udgjør en ganske bestemt type, som vel
altid har eksisteret, de fik ikke sove om natten og havde
ikke ro om dagen bare for tanken paa, hvorledes ialverden
de skulde kunde komme ligesaa fort frem og holde ligesaa
længe ud. Jeg indbilder mig, at de ivrigste af dem løb om
kring i skog og mark for at aflure de hemmeligheder, dyrene
sad inde med, de midler, hvormed naturen allerede havde
løst den vanskelige opgave, som de havde sat sig seiv. De
fangede formodentlig hurtige dyr og studerede deres bevæ
gelser, dissekerte dem saa godt de kunde for at komme efter
hemmeligheden. Og saa gav de sig til, med de fattige mid
ler, som stod til deres raadighed, at efter gjøre dette hur
tige dyr. For naturen havde jo løst opgaven, det var jo bare
at gjøre det efter. Selvfølgelig fik ingen af dem det til, og
paa denne maade tænker jeg nu, at menneskene har kastet
bort nogle tusender af aar med ivrigt og velment arbeide til
ingen nytte. Saa endelig en dag kom der en, som kastede
a Samtiden. 190G.
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
