Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: De sidste bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De sidste bøger.
Der blussed altid flammer fra dette baal i Amalie Skrams
digtning. Hvem kan glemme en egteskabsroman som «For
raadt», denne oprivende skildring af to mennesker, som jager
hinanden i døden, drevne modstandsløst frem af de mørke
magter i sit blod. Eller «Afkom», dette hendes største og
mægtigste verk, saa fuldt af vild, sønderrivende smerte over
verdens übodelige gru og grumhed ... og dog uden et dørn
mende ord, uden en skygge af anklage mod nogen. Alle er
vi afkom. Alle ofre. Alle bundet ved tusen übrydelige
baand ind i slegtssammenhængens endeløse kjede.
I hendes sidste ufuldendte roman er fortællekunsten
den samme klare, djerve og dristige som i disse hendes yp
perste verker. «Mennesker» rummer en vrimmel af lyslevende,
hver for sig særprægede personer, og der, hvor bogen nu
slutter, er det som skjæbnetraadene begynder at strammes
om ofrene, og mørket reiser sig som en mur, mod hvilken
de bedstes livslykke skal knuses. Thi det er altid hendes
sorgfulde livsvisdoms sidste ord . . .
Hvor virker ikke Thomas Krags nye bog med den pran
gende titel underlig bleg, afdæmpet og forsagt i sammen
ligning med fru Skrams voldsomt magtfulde og livslarmende
kunst! Men der er ingen grund til sammenligning,
comparationes sunt odiosæ. «Ildliljen» er en fin, mild og
følelsesfuld roman, som i et ordrigt, blomstrende foredrag
giver os historien om den unge, smukke, livstørstige kvinde,
der syntes skabt til at kneise i solen med høithævet hoved,
men i stedet maa bøie sig under hverdagens lave graaveirs
himmel og bære forsagelsens og afkaldets uafrystelige aag.
Langsomt og dvælende, men med mange nydelige smaatræk
blinkende som lyspletter op af beretningens ensfarvede strøm,
er denne historie fortalt. Det lykkes først sent for Wanda
Høg at stede sine vidtvankende og vildfarne længsler til hvile
indenfor hjemlivets og familielykkens fire vægge. Den uro
i blodet, der hos den unge pige var selve forjættelsen om
livets ven lende eventyr, og som siden bestandig laa og ul med i
hende . , . sødt og fristende og lokkede ud paa de mørke, far
lige veie, den stilner først, da hun sidder i stum, hjælpe
løs sorg over sit barns lig og giver sig seiv skylden for dets
død. Endelig er hun moden for den store resignation, og
dermed er ogsaa hendes livsløb afsluttet.
i sin tendens er da «Ildliljen» baade saa moralsk og saa
115
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
