Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: De sidste bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Cai-l Nærup.
mester selv . . . baade af den travle, nøgternt mistænksomme
og gløgge virkelighedsbetragter og af den opfindsomme impro
visator over verdensordenens underfundigheder. Romanen
i bogen er ikke meget værd. Det er en noget übehjælp
som fortælling om en naiv, godtroende ifølge digterens
forsikring genial videnskabsmand, som efter mangehaande
trakasserier fra falske venners og kjeltringagtige autori
teters side endelig opnaar den anerkjendelse og sociale posi
tion, der er hans maal. Dette lidt banale og gammelkjendte
stykke samfundskritik har digteren indrammet i en række
sindrige billeder og betragtninger over den glade og gru
somme udryddelseskrig alle levende skabninger imellem, som
er selve livets væsen. Jonas Lie, den milde, medmenneskelige
skildrer af det hyggelige stilleliv i de lune borgerhjem . . .
han bryder her ud af dagligstuen. Han lader os høre klagerne
og smerteskrigene, som sønderriver nattestilheden i de dystre
skoge: «Maar og ilder lister sig op ad stammerne ind i fugle
rederne. Uglen faar si ne skarpe briller paa og slaar ned .. .
Lovens og’tigerens, ulvens og panterens, jervens og gaupens
blikke tænder sig som gløder i mørket. Og fuldt af skjælvende,
saligt livsbegjær gjør dyret det vældige sprang, som knuser
byttet og lader det beruse sig i dets dødsskrig» . . . Saa
lyder naturtonen i denne bog. Den risler som varmt blod
gjennem dens blege menneskebilleder. Og over dens borger
lige tragikomedie farer det som et rødt pust af angst og gru . . .
som dystre skygger fra den eventyrverden, hvor Jonas Lie
ogsaa er ganske godt hjemme.
Efter Ragnhild Jølsens tidligere hver for sig saa
lovende og interessante arbeider føles hendes nye bog som en
stor skuffelse. Den er enslags fortsættelse af «Rikka Gan».
Hovedmotivet er en ung piges historie, saaledes fremstillet, at
hendes udvikling stadig betragtes i lys af forfatterindens mys
tiske natursyn paa menneskene og de menneskelige ting. Den
megen hemmelighedsfuldhed, som omgiver frøken Fernanda
Mona, øges dernæst betydelig ved adskillige grublerier over
den dunkle skjæbnelov, som raader for slegternes og den
enkeltes liv. Det hele er imidlertid saa underlig indviklet
og saa ugreit og forvirret fortalt, at man snart vilde blive
træt hvis det ikke var stilen. Men Ragnhild Jølsen
skriver allerede nu saa godt, at man kan læse en bog af
hende bare for sprogets skyld. Men mer end én bør der ikke
blive tale om.
118
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
