Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: De sidste bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nærnp.
De sidste bøger.
Ogsaa i den debuterendeforfatterinde Regi ne Norma nns
bog er det den sproglige iklædning, som har størst værd.
Hun skriver et fyndigt, kjernefriskt nynorsk, isprængt med
sterke, knudrede dialektord. De passer godt til den sikre,
haandfaste, vederheftige realisme, hvori skildringen er holdt.
Uforfærdet oprigtig og med en egen trist og pinlig nøiagtig
hed fortæller forfatterinden om, hvordan armod og lurvet
almue-gudsfrygt udklækker smaa laster og store forbrydelser
som urenslighed avler utøi.
Af bogens mennesker husker man bedst en modbydelig
lægprædikant og et skinhelligt uhyre af en bondekone, som
tager livet af sin eneste datter for at hindre hendes giftermaal
med en husmandsgut.
Tilslut skal jeg denne gang bare saavidt nævne Hans
E. Kincks «Præsten». Det er en af digterens allermerkeligste
og bedste bøger og den lystigste, han endnu har skrevet.
I et følgende hefte af «Samtiden» vil der blive anledning til
en mere indgaaende omtale af denne fortælling i sammen
hæng med Kincks øvrige produktion.
I 1905 har romanen og novellen været nogetnær ene
raadende i norsk skjønlitteratur. To sraaa digtsamlinger
den ene af en debutant og ét drama ligeledes af en debu
terende forfatter, voilä tout. Desto større taknemmelighed
føler man for den haandfuld dybt personlige vers, som tindes
blandt Vilhelm Krags skildringer og stemninger i prosa:
«Holraerne de graa». Det er to digte, jeg særlig tænker paa.
Først det vemodig selvironiserende, hvor poeten ser sig i lig
nelse af den ædle ridder fra La Mancha. Og saa det varme,
gribende «Farvel!» tilslut, et digt, som tolker hans længsel
bort fra den fremmede, fiendtlige menneskeverden og hjem til
Vestlandets strenge og øde natur. Den er det, som fulgte
ham gjennem verden med store, alvidende øine: himlen,
havet og holmerne graa!
Jeg var demde, hvor livet brænder,
hvor elskov tindrer og lægger øde.
Jeg var demde blandt menneskeskaren
jeg elsker den ikke, jeg elsker den ikke!
Saa gik jeg omkring med vaglsomme øine
og vidste kun ét: vi er fiender alle . . .
Skræmt blev jeg engang, skræmt blev jeg for livet.
119
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
