Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Analhon Aall.
digter, næsten uden undtagelse, fra Hiørdis og Nora indtil
Rita og Irene, kvinden tager ledningen i dialog og hand
ling. Har Nietzsche sagt: Mandens lykke er: Jeg vil,
saa kunde en Ibsen-mand ofte med grund sige; Mandens
skjæbne er: Hun vil. Vi finder her hos Ibsen ikke
manden udrustet med den overlegenhed, som en kraftfuldere
individualitet, en rigere livserfaring giver; vi hører ham ikke
med myndig stemme beherske kvinden, føre hende ind i en
bestemt anskuelse, lede hende; det er omvendt kvinden hos
Ibsen, som övertager den rolle. Og hemmeligheden i hen
des magt ligger ikke i den erotiske belønning, hun kan lade
ham vente at faa eller at gaa tabt af, nei hendes magt har
ikke præmisser i hendes kjøn, men i hendes intellekt, vilje,
personlighed, karakter. Hun udvikler ikke alene idealer
mundtlig i taler, hun gjennemfører dem, og det med baade
mod og held. De Ibsenske herrer kunde vakkert henvise
til, at kvinden jo egentlig skulde være kokken, eller drømme
om et regimente med stokken. De faar anden tekst at høre.
Mændene lærer af heftige bebreidelser at forstaa, hvor
megen uret, især mod kvinden, mændene har paa sin.sam
vittighed; mændene blir vist tilbage, ydmyget, retledet, frem
foralt belært, og kvindesjælen blir det, som gjør verdens
historie og livsindholdene.
Saa meget om de to mænds forhold til spørgsmaalet
kvinden. En anden væsentlig forskjel blev nævnt: Ibsens
og Nietzsches forhold til venskabet.
Forskjellen peger her kanske endnu mere end den
netop nævnte hen paa virkelig væsentlige uligheder i de to
mænds naturel. Nietzsche var af natur, hvad tyskeren med
et vakkert ord kalder leutselig; han var vennesæl, ja han
var ligefrem vindende af væsen. Hvor varmt menneskelig
klinger ikke et ord som følgende, man har fundet i hans
Nachgelassene Aufzeichnungen: «Aus der Ferne denkt man
iibel von einander. Aber zwei Menschen beisammen, wie
sollten sie sich nicht wohl wollen!» Det var vist en ikke
ueffen dom, som dr. Panet fælder over Nietzsche efter et
samvær med ham i hans senere aar, nemlig, at han gjør
væsentlig indtryk af at være et følelsesmenneske. Følclses
mennesker er vanlig gode brevskrivere. Man kan ikke læse
vakrere breve end Nietzsches. Med iver tager han del i sine
venners skjæbne, deres smaa og store oplevelser. Blandt
160
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
